Lene Espersen kan også godt lide Per Stig

Kulturminister Per Stig Møller hader ikke udenrigsminister Lene Espersen, og hun kan også godt lide ham. Det glæder statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skulle nogen politiske iagttagere have den opfattelse, at der hersker dårlig kemi mellem udenrigsminister Lene Espersen (K) og kulturminister Per Stig Møller (K), så tager de helt fejl.

I hvert fald, hvis man skal tro de to personer selv.

- Jeg kan rigtig godt lide Per Stig Møller. Jeg sætter meget stor pris på ham, og jeg har et fantastisk godt samarbejde med ham.

Således lyder det fra Lene Espersen, da hun på et pressemøde om regeringens skolestrategi fredag bliver bedt om at forholde sig til formiddagsaviserne påstande om, at der skulle eksistere et decideret had mellem de to.

Og Espersens betragtning om Per Stig Møller er tilsyneladende gengældt. Fredag formiddag afviste Per Stig Møller over for Ritzau påstandene om et "had" som "uhyrlige" og roste i samme åndedrag Lene Espersen.

Og for at fuldende idyllen kommenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også sagen på dagens pressemøde:

- Jeg vil bare udtrykke min glæde over, at de to ministre kan lide hinanden. Og det er i øvrigt også mit generelle indtryk af regeringens øvrige ministre, også dem, der ikke har udtalt det til Ritzaus Bureau, forklarede han på pressemødet.

Balladen om de to ministres forhold kommer i kølvandet på Lene Espersens famøse afbud til et Arctic 5-mødet i Canada til fordel for en solferie på Mallorca med familien.

/ritzau/