Leif Lahn Jensen bliver ny gruppeformand for S

Leif Lahn Jensen er ny gruppeformand i Socialdemokraterne, efter at Henrik Dam Kristensen (S) er blevet beskæftigelsesminister.

Foto: Nikolai Linares

Den socialdemokratiske folketingsgruppe har fået en ny formand, erfarer flere medier.

Det bliver Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen (S), der overtager posten som gruppeformand efter Henrik Dam Kristensen (S), der fredag blev udnævnt til ny beskæftigelsesminister i regeringens ottende rokade.

Leif Lahn Jensen skal formelt vælges tirsdag efter efterårsferien. Og indtil da har han ingen kommentarer, siger Leif Lahn Jensen til DR Nyheder.

47-årig Leif Lahn, der har siddet i Folketinget siden 2007, er den fjerde gruppeformand i partiet siden valget i 2011. Først bestred nuværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) posten. Derefter overtog Henrik Sass Larsen (S), og da han blev erhvervs- og vækstminister, gik posten til Henrik Dam Kristensen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger skal Lennart Damsbo Andersen (S) overtage Leif Lahn Jensens post som arbejdsmarkedsordfører.

BNB