Ledelseskritisk EU-parlamentariker valgt til DFs hovedbestyrelse

EU-parlamentarikeren Peter Kofod er valgt ind i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse på kritisk mandat.

Peter Kofod er valgt ind i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. Her ses han til DFs 25. årsmøde lørdag den 28 november 2020 i Odeon Odense. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Mens Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, lørdag er genvalgt som formand uden modkandidat, var der kampvalg til de to åbne poster i hovedbestyrelsen. Her klarede kandidater, der har udtrykt kritik af ledelsens håndtering af valgnederlaget og de fortsat sløje meningsmålinger, sig godt.

Valget stod mellem Carl Christian Ebbesen, organisatorisk næstformand, EU-parlamentarikeren Peter Kofod og det relativt ukendte byrådsmedlem fra Bornholm René Danielsson.

Peter Kofod fik 152 stemmer, Carl Christian Ebbesen 109 stemmer og René Danielsson 103 stemmer.

Forud for valghandlingen gjorde både Peter Kofod og René Danielsson det klart, at de stillede op for at ruske op i partiet efter det sidste halvandet års lavvande i meningsmålingerne.

»Skal vi vinde næste års kommunalvalg, så skal vi avle flere talenter. Det er ikke en nyansat mand med en ung assistent, der vinder valg for os. Det er de lokale kandidater.«

»Hvis ikke vi gør noget radikalt anderledes nu, så er jeg bange for, at der ikke er et stærkt Dansk Folkeparti om fem-seks år,« sagde René Danielsson fra talerstolen.

Peter Kofod havde allerede lagt den linje før lørdagens valg. Og den blev gentaget fra talerstolen.

»Vi har travlt, venner. På en række områder må vi forandre Dansk Folkeparti. Det skal være nemmere at blive hørt. Nemmere at være aktiv. Det er baglandet, der er Dansk Folkeparti.«

»Jeg er en fredelig mand. Jeg ønsker hverken konflikter eller ballade. Men jeg føler det som min pligt at være med til at videreudvikle vores parti. Forandring kan være svært, men der er ikke noget alternativ,« sagde han.

Politisk redaktør på Avisen Danmark Thomas Funding vurderede før afstemningen, at den kan læses som signal til ledelsen af partiet, ikke mindst formand Kristian Thulesen Dahl.

»Jeg ser det, at Peter Kofod stiller op, som en stedfortræderkrig, når det store formandsopgør nu udebliver.«

»Det er er mere end et valg om personer. Det er et valg om, hvorvidt man er enig med Peter Kofod om, at der ikke sker nok, og at Kristian Thulesen Dahl ikke har gjort nok siden valgnederlaget i 2019. Så det bliver et spørgsmål om Kristian Thulesen Dahls lederskab,« sagde Thomas Funding før valget og fortsatte:

»Så det bliver en styrkeprøve på, hvor baglandet står. Tordner Peter Kofod ind med et skyhøjt stemmetal, er det svært at se som andet end et kraftigt vink med en vognstang til Kristian Thulesen Dahl fra baglandet.«

/ritzau/