LAU-ledelse har kendt anklager om krænkelser i otte måneder

LAU's ledelse diskuterede flere anklager om seksuelle krænkelser begået af samme medlem, skriver Information.

Den afgående formand for Liberal Alliances Ungdom, Carl Andersen, var til stede under møde, hvor flere krænkelser begået af samme mand blev diskuteret. Her ses han ved landsmøde i LAU lørdag. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Ledelsen i Liberal Alliances Ungdom (LAU) har i otte måneder kendt til anklager om krænkende episoder inden for organisationen.

Det skriver Information mandag på baggrund af et mødereferat fra LAU's forretningsudvalg.

På et møde i LAU's forretningsudvalg 23. juni 2018 diskuterede ni medlemmer af ledelsen anklager om mindst ét overgreb og flere krænkelser mod mindreårige i organisationen begået af samme mand.

Alligevel er det pågældende medlem ikke blevet ekskluderet og har først forladt sin tillidspost nu. Ledelsen er heller ikke gået til politiet.

Lørdag gik syv piger anonymt ud med vidnesbyrd om seksuelle overgreb eller krænkelser mod dem begået af flere mænd i LAU. Sagen efterforskes nu af Københavns Politi.

Til Information forklarede den nu afgåede landsformand i LAU, Carl Andersen, at ledelsen kun kendte til én sag og altså ikke flere sager.

Men referatet fra mødet viser, at der blev drøftet flere anklager om krænkelser begået af den samme person.

Carl Andersen blev ikke genvalgt som formand til organisationens landsmøde lørdag.

Den nye formand blev Signe Bøgevald Hansen. Hun var ligesom Andersen til stede under mødet i juni.

- Helt overordnet har vi ikke håndteret det godt nok. Det er jeg ked af, og det er mig meget magtpåliggende, at vi nu får gjort det rigtige fremadrettet, siger hun.

Den pågældende mand har ingen kommentarer.

I mødereferatet 23. juni står blandt andet, at et medlem af ledelsen er blevet kontaktet af en mindreårig pige, som er "blevet drukket under" og derefter er blevet tilbudt at sove hos manden.

Her skulle han have "udnyttet den situation (haft sex eller grov udnyttelse), fordi hun har været så fuld. Hun er fysisk og mentalt påvirkede af det, og det er noget a la en voldtægt, jf. de syndromer hun har", står der i referatet.

Efter diskussioner om mandens ageren, hvor det blandt andet kommer frem, at Carl Andersen har fået flere henvendelser vedrørende manden, aftaler forretningsudvalget, at Andersen tager en snak med pågældende mand.

Alle er enige om, at han ikke skal ekskluderes.

Andersen forklarede i Information lørdag, at det var vanskeligt at gå videre med sagen, da de opfordrede pigen til at politianmelde, men hun ønskede ikke at gøre det.

Ifølge pigen er hun ikke blevet opfordret til at gå til politiet.

Nuværende formand Signe Bøgevald Hansen fortæller, at hun dengang ikke gik til politiet på grund af et ønske fra den krænkede pige.

Den eneste af de tilstedeværende ved mødet, som har kommenteret referatet over for Information, er Carl Andersen.

Han mener, at indholdet af referatet let kan misforstås, og at mødereferater langt fra er grundige.

- Det er meget svært at tage direkte citater fra et mødereferat og få noget meningsfuldt ud af dem, siger han.

/ritzau/