LAs ultimative kompromis: »Vi betaler gerne med en flig af vores forfængelighed«

Liberal Alliance har med sin accept af at fortsætte skatteforhandlingerne efter nytår indgået endnu et af adskillige kompromiser. Kompromisets kunst værdsættes ofte i dansk politik, men alligevel får Liberal Alliance høvl. Politisk ordfører Christina Egelund giver sit bud på årsagen.

Liberal Alliances økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, og politiske ordfører, Christina Egelund, under forhandlingerne om skat og udlændinge i Statsministeriet. Forhandlinger, som Liberal Alliance har accepteret fortsætter i 2018. Foto: Jens Astrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup

Anders Samuelsen gjorde det klart allerede på sit pressemøde tirsdag aften.

Han var helt rede til karikaturtegninger og kommentatorklø, til »hån, spot og latterliggørelse«, når Liberal Alliance trods trusler om det modsatte nu alligevel valgte at stemme for finansloven, selvom partiet ikke fik en skattereform i julegave.

Og hån fik Samuelsen til fulde på de sociale medier. Nøjagtig som kommentatorkøbing fik lejlighed til at genbruge de billedrige beskrivelser af Liberal Alliances klatrefærd op og ned fra trætoppene og af Samuelsen som manden, der endnu en gang ikke turde udløse sit selvpåførte selvmordsbælte.

Men Liberal Alliance har med Anders Samuelsens egne ord »ikke bare én gang eller to gange eller tre gange, men mange gange« gjort noget, som ofte fremhæves som en dyd i dansk politik. Nemlig vist vilje til kompromis.

I denne uge accepterede partiet ikke blot en udskydelse af skatteforhandlingerne, men også en vækst i det offentlige forbrug på en procent næste år.

I sensommeren imødegik partiet Dansk Folkepartis modvillighed til topskattelettelser ved slet ikke at bringe kravet til forhandlingsbordet, og med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nylige melding om, at regeringen også har droppet at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget, er selv de i DFs øjne »forklædte topskattelettelser« taget af bordet.

Ifølge politisk ordfører Christina Egelund er særligt sensommermeldingen om topskatten »i høj grad udtryk for en pragmatisme og vilje til at indgå kompromiser«.

Det tror hun godt, at danskerne har opdaget, »selvom pressen nogle gange er meget optagede af at udstille det som kovendinger«.

Alle politiske partier indgår kompromiser. Alligevel bliver jeres ofte beskrevet som regulære ydmygelser. Gør I ikke livet sværere for jer selv med den her til tider ultimative alt-eller-intet-retorik?

Christina Egelund svarer, at nogle politiske partier måske sætter ambitionsniveauet efter, om de kan mønstre et flertal i Folketinget. Og at Liberal Alliance har »valgt en anden tilgang«.

»Når man har det mod at melde ret tydeligt ud politisk, velvidende at der ikke er flertal for det i Folketinget hverken i dag eller i morgen, er det klart, at det vil blive udlagt, som om vi skal bøje os hele tiden,« siger hun.

»Men hvis ikke der er nogle partier, som også tør give lidt af sig selv og tør sparke liv i den politiske debat - som jeg synes er altafgørende for et solidt og levende demokrati - så bliver politik ufattelig kedeligt. Og så betaler vi gerne med en flig af vores forfængelighed for, at vi også er klare i mælet, når det kommer til vores politiske ambitioner.«

I august karakteriserede Christina Egelund over for Politiken LA-tilværelsen således, at »man har taget et protestparti og proppet det ind i en regering«.

Kan man stadig kalde jer et protestparti?

»Jeg ved ikke, om man kan kalde os et protestparti. Vi er jo stadig et systemkritisk parti, og det synes jeg stadig, man kan se i de politiske udmeldinger og i den måde, vi agerer på som regeringsparti. Vi anerkender nok ikke i helt så høj grad som andre partier, at man altid skal spille efter sådan en Christiansborg-manual, som har eksisteret i 100 år, men udfordrer spillereglerne indefra.«

Hvad har I konkret fået igennem ved at gå i regering, som I ikke kunne få igennem, da I ikke var det?

»Jamen, masser af ting. Sænkelsen af registreringsafgiften…«

… den blev også sænket, før I gik i regering.

»Jo, jo. Nu har vi sænket den for tredje år i træk,« siger Christina Egelund og sætter gang i en længere opremsning af politiske sejre.

Bl.a. sænkelsen af taksten for at køre over Storebælt - »som der ikke har været flertal for før« - afskaffelsen af skatten på fri telefon, og undervisningsminister Merete Riisagers (LA) fjernelse af over 3000 bindende læringsmål i folkeskolen.

»Masser af gode, liberale mærkesager«.

Anders Samuelsen udtalte i 2015, at den mest afgørende begivenhed for hans politiske verdensbillede var, »da Venstre med Anders Fogh Rasmussen i spidsen besluttede sig for at blive socialdemokrater«. Risikerer I ikke, hvis I bøjer jer for meget for DF, at blive et »mini-Venstre«?

»Nej, det mener jeg ikke. Vi er også enormt bevidste om vores rolle i dansk politik og skal fortsætte med at være den liberale vagthund. På den måde mener jeg, at der er en god arbejdsfordeling mellem os og Venstre, som jeg tror, at begge partier har det fint med.«

Fredag bliver finansloven vedtaget i Folketinget. Også med LA-stemmer.