Lars Weiss bliver fungerende overborgmester i København

Kommunal gruppeformand i S bliver fungerende overborgmester, efter at Frank Jensen er trådt af.

 
Krænkelsessagerne skygger for det politiske arbejde. Derfor trækker Frank Jensen sig som overborgmester i København. Det meddelte han på et pressemøde på Islands Brygge mandag. Video: Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Lars Weiss (S) fra Borgerrepræsentationen i København bliver fungerende overborgmester, efter at Frank Jensen er trådt tilbage.

Det siger Frank Jensen på et pressemøde mandag. Her har han meddelt sin afgang som overborgmester i Københavns Kommune og som næstformand i Socialdemokratiet efter en række sager om krænkelser med Frank Jensen i centrum.

Frank Jensen træder helt ud af Borgerrepræsentationen.

Lars Weiss er 1. næstformand i Borgerrepræsentationen. Han er desuden medlem af Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget og gruppeformand for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.

S-politiker i København tager over som fungerende overborgmester efter Frank Jensens afgang. Arkivfoto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Ved kommunalvalget i 2017 fik han 1029 personlige stemmer.

Nu kan han også skrive fungerende overborgmester på cv'et, indtil der er taget en beslutning om en permanent løsning.

Lars Weiss er 49 år og søn af tidligere minister Birte Weiss (S) samt tidl. presse- og informationschef i LO, Ove Weiss. Han er uddannet økonom fra Københavns Universitet og har også en uddannelse i kommunikation fra Danmarks Journalisthøjskole. Hans bror, Jakob Weiss, er produktchef hos Berlingske og tidligere chef for Berlingske Nyhedsbureau.

Lars Weiss var kun to måneder gammel, da han på armen af sin mor var med på Christiansborg. Hun var kort forinden blevet valgt til Folketinget for første gang for Socialdemokratiet. Selv stillede han op til Folketinget for Socialdemokraterne i både 2002 og 2007, men blev ikke valgt ind.

»Jeg var vel to-tre år, da jeg lærte min første sang, og det var "Når jeg ser et rødt flag smælde". Med den opvækst er der kun to muligheder: Enten bliver man helt kontrær, eller også bliver man socialdemokrat,« fortalte Lars Weiss til JP i 2002.

»Da jeg fortalte min mor, at jeg stillede op for Socialdemokraterne, sagde hun, "holdt kæft hvor er du uoriginal",« sagde han til DR Nyheder i 2007.

I 2012 overlod Lars Weiss sit folketingskandidatur i Sundbyøster-kredsen til Peter Hummelgaard Thomsen, der i dag er beskæftigelsesminister under Mette Frederiksen. Siden da har Weiss fokuseret på det politiske arbejde i Københavns Borgerrepræsentation og Socialdemokratiet i København.

Stafetten overdraget fra Frank Jensen

Søndag aften var der møde på Rådhuset i København, efter at en række sager om krænkelser fra Frank Jensen var kommet frem.

Her var der opbakning til Frank Jensen til at fortsætte som overborgmester, selv om Lars Weiss ikke inden mødet ville garantere, at der fortsat var tillid til overborgmesteren.

Efter at Frank Jensen har sovet på det, har han altså besluttet at forlade posten og overlade den – indtil videre – til Lars Weiss.

Mandag siger Frank Jensen, at han forlader posten som overborgmester med det samme. Sagerne kommer til at skygge for hans politiske arbejde, mener han.

»Derfor har jeg besluttet mig for at træde tilbage som overborgmester. Nu forlader jeg, Frank Jensen, overborgmesterkontoret. Og det gør jeg i dag,« lød det fra den nu forhenværende overborgmester.

Frank Jensen forlader altså også posten som næstformand i Socialdemokratiet. Han siger på pressemødet mandag, at han forventer, at hovedbestyrelsen i partiet mandag konstituerer en ny næstformand.

/ritzau/