Lars Seier om Løkkes skattereform: »Så dumt, så dumt«

Den tidligere Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen kritiserer regeringens forslag om topskatte-lettelse som ét, der er præget af jantelov.

Foto: Sophia Juliane Lydolph.
Læs mere
Fold sammen

Mens Liberal Alliance venter et par dage med at give partiets syn på topskatteforslaget fra statsminister Lars Løkke Rasmussens (V), har Lars Seier Christensen taget hurtigt tilløb:

»Så dumt, så dumt ... hvorfor dog kun gå 90 procent af vejen?,« skriver den tidligere Saxo Bank-direktør, som har tætte bånd til Liberal Alliance, på Facebook.

Ganske vist lægger regeringen nu op til at lette topskatten med fem procentpoint. Efter folketingsvalget vred LA armen om på Løkke for at få målsætningen om lavere topskat skrevet ind regeringsgrundlaget. Men regeringens nye topskatte-forslag gælder kun for personer, som tjener mellem 470.000 og en mio. kr. om året.

Resten skal ifølge Venstre fortsat betale fuld topskat.

Men sådan kommer det ifølge Lars Seier Christensen ikke til at gå.

»Så skal vi igennem en besværlig og ydmygende proces  for Lars Løkke, før han alligevel kommer til at give sig. Ufatteligt at man ikke kan forstå så klar en besked, som den Anders har givet,« skriver finansmanden med henvisning til de konsekvente og utvetydige beskeder fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

LAs ultimative krav

Så sent som søndag understregede Anders Samuelsen i Berlingske, at en lettelse af topskatten med mindst fem procentpoint er forudsætningen for, at Liberal Alliance ikke trækker støtten til Venstre-regeringen og dermed lader den falde.

Samuelsen fastslog i samme anledning, at hvis ikke Liberal Alliance står fast på kravet, mister partiet efter hans opfattelse sin berettigelse.

På baggrund af regeringens forbeholdne forslag om at lette topskatten bemærker Lars Seier Christensen på Facebook, at det bliver "underholdende" at se Venstre og Dansk Folkeparti forklare, at de risikerer at overdrage regeringsmagten til Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i »jantelovens navn.«

»Det må, så vidt jeg lige kan regne ud på bagsiden af en konvolut, være økonomisk ubetydelig - som i få hundrede millioner kroner - at belaste de 40.000 mest produktive danskere med en bureaukratisk millionærskat,« skriver Lars Seier Christensen og fortsætter:

»Derfor er der kun Jante tilbage som forklaring. En rendyrket taberposition. Et bizart hjørne at male sig op i for en liberalt parti.«

I sin selvbiografi »Comeback Kid« beskriver Anders Samuelsen, at Lars Seier Christensen har været en økonomisk, organisatorisk og menneskelig støtte.

Og selv om finansmanden ikke tegner partiets linje som én af de folkevalgte betoner Samuelsen i selvbiografien, at »uden Lars Seier Christensen fandtes Liberal Alliance ikke i dag.«