Lars Løkke raser mod regeringens opsigtsvækkende forslag: »Man reducerer Folketinget til en børnehave«

Lars Løkke Rasmussen har svært ved at tage regeringens lovforslag om at gøre det muligt at etablere et asylcenter uden for Europas grænser alvorligt. Han mener således, det er »et teaterstykke« og »spild af Folketingets tid«, fordi det ikke er sikkert, at loven nogensinde skal tages i brug.

Løsgænger Lars Løkke Rasmussen følte sig hensat til sit ungdomspolitiske arbejde, da Folketinget torsdag førstebehandlede regeringens lovforslag om at sende asylansøgere til modtagecentre i et tredjeland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Regeringens forslag om at placere et modtagecenter for asylansøgere i et tredjeland falder ikke i god jord hos tidligere statsminister og tidligere formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen.

Det kom tydeligt til udtryk i Folketingssalen torsdag eftermiddag, hvor lovforslaget blev førstebehandlet.

»Jeg føler mig hensat til mit ungdomspolitiske arbejde. Om hvem der har ejendomsretten til månen og sådan nogle ting. Der findes faktisk rigtige problemer, som kan løses ved lovgivning. Dét her ændrer intet ved virkeligheden,« sagde Lars Løkke Rasmussen og udtrykte tvivl om, hvorvidt han skulle tage forslaget alvorligt.

Grunden til den tidligere statsministers harme over forslaget er, at det handler om at sikre det lovmæssige grundlag for at etablere et modtagecenter for asylansøgere i et tredjeland, selvom der ikke på nuværende tidspunkt er indgået en aftale med noget land.

Derfor er der altså en mulighed for, at loven aldrig vil komme i brug.

»Man reducerer Folketinget til en børnehave,« sagde Løkke Rasmussen.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, forsvarede lovforslaget med, at det er at vise rettidig omhu at sikre sig opbakning til lovgrundlaget i Folketinget, før man forhandler med et tredjeland, så man undgår at spilde deres tid.

Hertil svarede Lars Løkke Rasmussen:

»Jeg kan godt have respekt for, at man ikke vil spilde andre landes tid. Men derfor skal man jo ikke spilde Folketingets tid.«

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye var med udviklingsministeren i Rwanda for at indlede et samarbejde med det centralafrikanske land, hvor regeringen muligvis vil placere et dansk asylcenter. Målet er, at »langt færre søger asyl i Danmark«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

»Et teaterstykke«

Regeringens lovforslag handler om, at regeringen vil sende spontane asylansøgere til et tredjeland.

Altså vil regeringen sende udlændinge, som er kommet til Danmark for at søge asyl, til eksempelvis Rwanda, som regeringen har iværksat et indledende samarbejde med.

Lykkes det regeringen at indgå en endelig aftale med et tredjeland om at oprette et dansk asylcenter, er det her, at udlændinges asylansøgning til Danmark vil blive behandlet.

Får en udlænding tildelt asyl, skal personen herefter forblive i tredjelandet, hvor han eller hun kan bo på et dansk asylcenter i eksempelvis Rwanda, så længe de har krav på beskyttelse. Afvises ansøgningen, står tredjelandet for at sende personen tilbage til hjemlandet.

Selvom forslaget er regeringens store udlændingepolitiske krumtap, handler det for Lars Løkke Rasmussen slet ikke om udlændingepolitik. Han mener i stedet, at det hele er en genopførelse af »Kejserens nye klæder«.

»Når man beder Dronningen om at skrive under på en lov, der måske aldrig nogensinde skal bruges, reducerer man Folketinget til et teaterstykke. Og visse partier stemmer kun for, fordi de er bange for at blive angrebet, hvis de stemmer imod,« sagde Lars Løkke Rasmussen med henvisning til et interview i Jyllands-Posten med De Konservatives udlændingeordfører, Marcus Knuth.