Lars Løkke vil kæmpe for en lav børnecheck

Statsministeren håber, at han ved topmødet kan lande en britisk EU-aftale, der også vil gavne Danmark i forhold til udbetaling af børnepenge.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil på topmødet i Bruxelles torsdag og fredag kæmpe for, at Storbritannien kan få en særaftale med EU, og at Danmark samtidig kan få fordel af, at forslaget indeholder en såkaldt indeksering af børnepenge til børn af vandrende arbejdstagere i EU. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil på topmødet i Bruxelles torsdag og fredag kæmpe for, at Storbritannien kan få en særaftale med EU, og at Danmark samtidig kan få fordel af, at forslaget indeholder en såkaldt indeksering af børnepenge til børn af vandrende arbejdstagere i EU.

Men netop spørgsmålet om, at et EU-land kan udbetale et lavere beløb i børnepenge til børn af vandrende arbejdstagere fra EU, hvis barnet ikke bor i det land, der udbetaler pengene, er den største knast i forhandlingerne.

De fire centraleuropæiske lande Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn – kaldet Visegrád-landene – lægger op til, at indekseringen af børnepengene efter leveomkostninger kun skal gælde for børn af arbejdstagere fremover, og at reglerne skal være forbeholdt Storbritannien.

»Vi vil kæmpe vores sag for, at det også kommer til at gælde for Danmark,« lyder det fra en kilde tæt på forhandlingerne. »Vores oplevelse er, at det rent juridisk heller ikke kan lade sig gøre kun at lade det gælde for Storbritannien.«

Efter den britiske premierminister David Camerons besøg i Danmark for nylig gjorde Lars Løkke Rasmussen det på det efterfølgende fælles pressemøde klart, at en britisk særaftale med EU også vil kunne gavne Danmark og andre EU-lande.

»Særligt hilser jeg forslaget om at indeksere børnepenge til børn, der bor i andre medlemslande, velkommen,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Tre-fire andre nordeuropæiske lande vil gerne have indeksering af børnechecken, men Storbritannien og Danmark er umiddelbart de eneste, der vil kæmpe for at få den indrømmelse.

Briterne er også stillet i udsigt, at de kan få en såkaldt »nødbremse«, hvor vandrende arbejdstageres adgang til særlige løntilskud kan begrænses i en årrække, når indvandring fra andre EU-lande udløser »ekstraordinære« problemer. DFs Kristian Thulesen Dahl har krævet, at Løkke kæmper for samme store indrømmelse. Men Løkkes regering er klar over, at dette punkt er udfærdiget særligt for at tilgodese briterne forud for en svær folkeafstemning i Storbritannien.