Lars Løkke: Jeg stemmer ikke for rigsretssag mod Støjberg

Netop som tidspunktet nærmer sig for en politisk beslutning om, hvorvidt der skal rejses en rigsretssag mod Inger Støjberg, melder tidligere statsminister og tidligere Venstre-medlem, Lars Løkke Rasmussen, nu ud, at han ikke stemmer for.

Lars Løkke Rasmussen meldte sig for nylig ud af Venstre. Nu har han gjort sin stilling op i forhold til spørgsmålet om en rigsretssag mod Inger Støjberg (V). Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»De sidste døgn har jeg brugt på at overveje et svært spørgsmål: Skal jeg støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg eller ej?«

Sådan indleder Lars Løkke Rasmussen onsdag aften på sin hjemmeside sine betragtninger om en rigsretssag mod sin tidligere partifælle, tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Som bekendt har Lars Løkke Rasmussen for nylig meldt sig ud af Venstre og er nu løsgænger i Folketinget. Og her få dage inde i det nye år – og med vanlig sans for timing – melder han nu sin holdning ud.

»Der skal træffes et valg, selvom jeg med sikkerhed får på puklen for det og mange sikkert (bevidst) vil misforstå motiverne. Jeg har truffet mit: Jeg stemmer ikke for en rigsretssag,« skriver Lars Løkke Rasmussen.

Timingen er den, at Socialdemokratiet og Venstre torsdag ventes at melde ud, hvorvidt de mener, at der skal rejses en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Lars Løkke skriver, at har genlæst Instrukskommissionens centrale afsnit, redegørelserne fra advokat Poul Heidmann og adj. professor Peer Schaumburg-Müller – begge hyret af Venstre, responsummet fra de to advokater hyret af Folketinget, Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord, samt indlægget fra Støjbergs bisidder, advokat Nicolai Mallet.

»Ud fra en samlet vurdering når jeg derfor selv den konklusion, at en rigsretssag meget vel kan føre til en frifindelse af Inger Støjberg,« skriver Lars Løkke, der vurderer, at »hvis der måtte blive idømt en straf, vil det sikkert være en bøde«.

Skyttegrav og symbolpolitik

Ifølge Lars Løkke har de fleste – både i Folketinget og i den offentlige debat – allerede besluttet sig.

»Der er gået skyttegrav og symbolpolitik i sagen fra begge sider, så måske er ketchuppen nu så meget ude af tuben, at den ikke kan komme tilbage,« konstaterer han og tilføjer.

»For der har været en stædighed hos Inger Støjberg, som jeg også selv fejlagtigt har tolereret alt for længe. Men det her er ikke godt for sammenhængskraften i den danske befolkning,« skriver han.

Han opfordrer til, at Folketinget nøjes med at udtrykke en misbilligelse af Inger Støjberg.

»En rigsretssag kommer efter min ringe mening til at sætte den fremtidige barre for at føre den slags sager alt for lavt,« skriver han også.

Anklage fra Pind

Lars Løkkes entydige melding får hans tidligere partifælle og tidligere ministerkollega, Søren Pind, til at fare til tasterne og anklage Lars Løkke for »at gøre fællessag med det yderste højre«.

Også De Radikale, som bakker op om en rigsretssag mod Støjberg, blander sig i debatten i tråden under Søren Pinds kommentar. Her sammenligner partiets leder, Sofie Carsten Nielsen, igen med Trump og den store splittelse i landet. I Berlingske lørdag sammenlignede Sofie Carsten Nielsen Lars Løkke med nogle af de republikanere, der først sent vendte Trump ryggen.

»Og argumentet med faren for martyrium er særligt trist. Det samme kan man jo sige om Trump. Og ja, al den splittelse der skal samles op,« skriver Sofie Carsten Nielsen, der med ordet »martyrium« henviser til Løkkes tekst, hvor han skriver, at »en rigsretssag meget vel kan føre til en frifindelse af Inger Støjberg«.

»Og hvor er vi så? Har vi så ikke bare et martyrium?,« skriver Løkke.

Fra De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, lyder reaktionen på Lars Løkkes udmelding, at Lars Løkke er faldet »tilbage til de gamle dyder«.

»Ja, det kan jo hurtigt blive hverdag igen. Så meget for “nye” veje i dansk politik,« skriver Kristian Hegaard i et tweet med hentydning til, at Lars Løkkes nye politiske netværk.