Lars Løkke fik hotelophold betalt

Var det i orden, at skatteyderne betalte en hotelovernatning for Lars Løkke Rasmussen (V) efter en koncert med Paul McCartney? Det spørgsmål bliver nok rejst, når DF skal til kaffe hos finansministeren.

Foto: Linda Henriksen

Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) beskyldes nu for i en række tilfælde at have ladet skatteyderne betale for hotelovernatningen i forbindelse med arrangementer, som synes at have været af ren privat karakter.

TV2-Nyhederne oplyste tirsdag, at Lars Løkke Rasmussen bl.a. i 2004 boede på hotel efter en koncert med rockikonet Paul McCartney i Horsens, hvor ministeren var inviteret på lige fod med en række andre politikere, og ifølge TV2 ikke i sin egenskab som indenrigs- og sundhedsminister.

Alligevel afleverede han hotelregningen på 925 kr. til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og begrundede det med overarbejde. Men ifølge forvaltningsekspert og professor i statskundskab Tim Knudsen, Københavns Universitet, var ministeren dermed ude på overdrevet.

»Det er en ren privat aktivitet, så vidt jeg kan vurdere. Jeg er ikke bekendt med, at det er repræsentativt nødvendigt for en sundhedsminister at gå til koncert med Paul McCartney. Så det mener jeg, må være en privat udgift, sagde Tim Knudsen.

Lars Løkke Rasmussen henviser til sit gamle ministerium, og ifølge kontorchef i Sundhedsminiseriet, Peter Mørch, er overnatningen efter rockkoncerten samt flere andre hotelregninger, der er rejst spørgsmål til, sket i forbindelse med overarbejde.

De nye beskyldninger er opstået efter en gennemgang af den redegørelse over Lars Løkke Rasmussens repræsentationsudgifter, som Sundhedsministeriet fremlagde i april. Det fremgik af redegørelsen, at ministeriet betalte for hotelovernatning, når Lars Løkke Rasmussen overnattede i København som følge af overarbejde, sene aftenmøder eller tidlige morgenmøder.

Men TV2 har i samarbejde med Tim Knudsen ikke kunnet finde dokumentation for, at otte konkrete hotelregninger er betalt efter den fremgangsmåde.

Dansk Folkeparti, der tidligere har krævet en redegørelse i bilagssagen, er onsdag inviteret til en kop kaffe og en forklaring hos finansministeren. Tirsdag ville Kristian Thulesen Dahl dog kun kommentere kravet om en redegørelse med: »Nu tager vi det stille og roligt.«