Det bliver for rødt, og det kan skade dansk erhvervsliv, hvis der bliver indført en formueskat, selv om den kun er for den rigeste ene procent.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) torsdag foran Folketingssalen, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet valg og foreslået en formueskat.

- Det er vi afgørende imod.

- Vi skal skabe et bedre erhvervsklima, og det gør man ikke ved at indføre en formueskat, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han er stærkt imod Socialdemokratiets idé om en formueskat, hvor borgere hvert år skal betale 0,5 procent i skat af al formue, der overstiger 25 millioner kroner.

Ifølge beregninger vil forslaget medføre et provenu på omkring seks milliarder kroner og vil ramme 22.000 personer.

Men det er Løkke imod, selv om han gerne vil med i en midterregering.

- Det er på alle måder en dårlig idé, der er båret af misundelse. Man kan tage et kig til Norge og se den heftige udflytning, der har været, siger Løkke ved et kort pressemøde.

Ifølge Socialdemokratiets beregninger vil forslaget medføre et provenu på omkring seks milliarder kroner.

Det skal gå til at mindske antallet af børn i de mindste klasser i folkeskolen, så der kommer et loft på 14 børn, som partiet tidligere har foreslået.

Lars Løkke Rasmussen ville gerne have "ventet lidt" med et folketingsvalg, fordi der er flere lovforslag, der ikke er nået at blive stemt igennem.

De bortfalder nu.

- Det havde været rart, hvis Folketinget havde gjort denne sæson færdig, men det er, som det er, og nu er folketingsvalget her.

- Det er sådan i et demokrati, at det, vi aftaler, gælder først, når det er vedtaget ved lov, siger Løkke.

Han nævner Moderaternes mærkesager i form af en ordning for certificering, som letter adgangen til det danske arbejdsmarked samt en værdighedsreform, afgiftslettelser på forbrugsvarer og lavere bogmoms.

Folketingsvalget skal afholdes tirsdag 24. marts.

/ritzau/