Lars Løkke advarer om ny kartoffelkur

Overenskomstforhandlinger kan sende Danmark ud i en økonomisk krise som i slutningen af 1980’erne, advarer Finansministeriet.

Foto: Christian Als Fold sammen
Læs mere

Finansministeriet sender nu en direkte advarsel til parterne i de offentlige overenskomstforhandlinger, skriver Politiken tirsdag.

Hvis lønningerne stiger for meget, kan dansk økonomi blive kastet ud i en situation, der minder om den i slutningen af 80'erne, da den daværende Schlüter-regering måtte indføre den såkaldte 'kartoffelkur' for at få styr på økonomien.

»Det her er en appel om at få noget realisme ind i processen omkring overenskomstforhandlingerne. Vi skal respektere rollefordelingen på arbejdsmarkedet og holde fingrene væk på Christiansborg. Og arbejdsmarkedets parter skal forstå alvoren af det, vi skal i gang med«, siger finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Politiken om Finansministeriets advarsel, som kan læses i en skriftlig kommentar til den vismandsrapport, som udkom i sidste uge.

Finansministeriet er bange for, at store lønstigninger vil smitte af på lønniveauet i det private erhvervsliv og ende med at svække Danmarks konkurrenceevne.
Det er derfor nødvendigt, at overenskomstforhandlingerne ender med en

»balanceret løsning«, fordi det er vigtigt at undgå en situation som i slutningen af 80'erne, hvor kartoffelkuren blev indført for at bremse det private forbrug ved ekstra afgifter på forbrugslån og lån til byggeri.

»Der må alvor ind i det her. Det her handler om at respektere opgavefordelingen og selvfølgelig også om ikke generelt at tale forventningerne op på et urealistisk niveau«, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, mener, at det er regeringens »uansvarlige økonomiske politik«, som er årsag til advarslen fra vismændene og Finansministeriet.

»Regeringen giver skattelettelser i en situation, hvor vismænd og Nationalbanken advarer mod, at dansk økonomi er på bristepunktet. Samlet set er der brug for en langt mere ansvarlig økonomisk politik end den, regeringen lægger op til. Skattelettelserne skal droppes«, siger han til Politiken.

Socialdemokraterne er blandt de politiske partier, som vil gennemføre ekstraordinære lønstigninger i det offentlige.

Morten Bødskov mener ikke, at det er umuligt at opnå en »balanceret løsning« i lønforhandlingerne, selv om politikerne giver en ekstra lønpulje.

»Vi er enige med Finansministeriet i, at der skal findes en afbalanceret løsning ved overenskomstforhandlingerne. Men det er vores opfattelse, at følger vi vismændenes anbefalinger og fjerner skattelettelserne, så vil der være rum til den afbalancerede løsning«, siger han til Politiken.

Kilde: Politiken