Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvorfor skjulte embedsmænd i Udenrigsministeriet oplysninger om rejsereglerne i GGGI for tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R)?
Det ville Liberal Alliances udenrigsordfører, Mette Bock (LA), gerne have svar på under et samråd med udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) fredag, hvor hun og de andre medlemmer af Udenrigsudvalget også spurgte, hvordan udenrigsministeren kan afvise, at der var politiske motiver bag embedsmændenes hemmelighedskræmmeri.
Ingen af spørgsmålene blev dog besvaret, men Holger K. Nielsen kunne på det lukkede samråd oplyse, at der kan gå op til et år, før tre ledige embedsmænd er udspurgt om GGGI-sagen. Dybt utilfredsstillende, mener Mette Bock.
»Vi har fået at vide, at det kommer til at tage lang tid, og det er utilfredsstillende, også for medarbejderne, at de skal leve med den her usikkerhed, ligesom det er utilfredsstillende for borgerne, som jo har mistet tilliden til ministeriet,« siger hun.
Udenrigsministeren kan ikke bekræfte oplysninger om længden af undersøgelsen, men han erkender, at det »godt kan tage noget tid«, blandt andet fordi der skal tages nogle retssikkerhedsmæssige hensyn til de tre embedsmænd.
Men Holger K. Nielsen er klar til at fortælle offentligheden om embedsmændenes bevæggrund for at skjule oplysningerne, når forhørslederen er færdig med sine undersøgelser.
»Der er mulighed for, at vi kan bede om en redegørelse for begrundelsen for den indstilling, som dommeren kommer med. Der er den mulighed i tjenestemandsloven, og den vil vi udnytte,« siger han.
Det er dog ikke godt nok for LA, der vil have en ekstern undersøgelse af Udenrigsministeriet for at få svar på, hvordan GGGI-sagen kunne finde sted. Dansk Folkeparti er enig, mens Venstre mener, at afhøringerne af embedsmændene kan være med til at besvare spørgsmålet om eventuelle politiske motiver.
»Jeg vil ikke gå ud og påstå, at der kan være politiske motivationer. Det synes jeg godt, at tjenestemandsundersøgelsen kan være med til at afdække,« siger udenrigsordfører Søren Pind (V).
Om der skal en ekstern undersøgelse til, vil han ikke svare klart ja eller nej til. Men der er spørgsmål omkring forløbet af hele GGGI-sagen og den politiske substans i sagen, som de tjenstlige forhør formentlig ikke vil give svar på, understreger Søren Pind.
Udenrigsministeren afviser, at der skal igangsættes flere undersøgelser end de tjenstlige forhør.
»Fordelen ved de tjenstlige forhør er, at der kan indkaldes vidner, som har pligt til at udtale sig. Derfor giver det et langt bedre grundlag,« siger Holger K. Nielsen.
Fredag eftermiddag kom det frem, at den øverst ansvarlige embedsmand for GGGI i Udenrigsministeriet, Charlotte Slente, har valgt at forlade stillingen som direktør for udviklingspolitik til fordel for en stilling, hvor hun skal varetage økonomisk diplomati i ministeriet. Udenrigsministeriet oplyser, at skiftet er frivilligt.
Ifølge Berlingskes oplysninger er Charlotte Slente en af de tre embedsmænd, der nu skal i tjenstligt forhør.