Landmand og journalist får Venstres sidste EP-pladser

Asger Christensen og Linea Søgaard-Lidell følger med Morten Løkkegaard og Søren Gade ind i Europa-Parlamentet.

Foto: Philip Davali

Det bliver Asger Christensen og Linea Søgaard-Lidell, der får Venstres tredje og fjerde mandat i Europa-Parlamentet.

Det ligger fast, efter at de personlige stemmer er blevet talt op mandag.

Dermed følger de to med spidskandidat Morten Løkkegaard og tidligere forsvarsminister Søren Gade ind i Europa-Parlamentet for Venstre.

Regeringspartiet blev med 23,5 procent af stemmerne og fire mandater det største parti ved søndagens valg i Danmark.

Linea Søgaard-Lidell må dog vente lidt med at tiltræde i Europa-Parlamentet.

Det sker først, når Storbritannien har forladt EU, hvilket efter planen sker med udgangen af oktober.

Danmark får på grund af briternes udtræden et 14. mandat i Europa-Parlamentet, og det er dette mandat, som Venstre og Linea Søgaard-Lidell får.

Den 32-årige kvinde fra Esbjerg har læst på Journalisthøjskolen i Aarhus og også på Aarhus Universitet. Hun arbejder til daglig med kommunikation i Vækstfonden.

Linea Søgaard-Lidell var opstillet som nummer to på Venstres opstillingsliste til Europa-Parlamentsvalget, og hun fik 24.145 stemmer.

Hun blev overgået af partifællen Asger Christensen, der var opstillet som nummer tre på Venstres liste og endte på samme placering med de personlige stemmer.

Den 61-årige landmand og gårdejer fra Jylland opnåede 31.303 personlige stemmer.

Topscorer for Venstre ved søndagens valg blev Morten Løkkegaard med 207.558 stemmer, og Søren Gade blev nummer to med 201.626 stemmer.

Mens Morten Løkkegaard var spidskandidat, var Søren Gade kun opstillet som nummer fire på Venstres liste.

De endte også som de to med flest stemmer på landsplan på tværs af partier. SF's Margrete Auken var dog tæt på dem med 199.522 stemmer.

Bergur Løkke Rasmussen, søn af statsminister Lars Løkke Rasmussen, endte på femtepladsen blandt Venstres kandidater til Europa-Parlamentet. Han fik 11.725 stemmer.

/ritzau/