Landets sosu'er er syge mere end tre uger om året: »Hold da op, det er højt, det her«

Trods en årelang indsats for at nedbringe sygefraværet er landets social- og sundhedsmedarbejdere i gennemsnit syge mere end 17 dage om året. Tillidsfolk og plejehjemsledere fortæller om et nedslidende job, men medgiver, at barren for at melde sig syg i visse tilfælde er for lav. Og de omdiskuterede øv-dage spøger stadig.

På Annie Andersens to plejecentre i Ballerup er sygefraværet blandt medarbejderne højt. Derfor har centerlederen indført et opsigtsvækkende greb, hun kalder »blå dage«: De ansatte kan ringe ind og få en akut afspadseringsdag, hvis de føler sig udkørte. Muligheden har fået sygefraværet til at falde, men det er stadig for højt, medgiver Annie Andersen. Mathias Eis

På Baunehøj skal alle have det godt.

Det kommunale plejecenter i Kongens Lyngby tæt på Dyrehaven tilbyder blandt andet en fælles sansehave, samtlige 108 boliger til den nordsjællandske kommunes ældre borgere er udstyret med en fransk altan, og alene på de første dage i november er banko, stolegymnastik og besøg fra Ponypatruljen blandt aktiviteterne.