Landbruget jubler over Venstres svineforslag

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer er begejstrede for Venstres indspark i vækstforhandlingerne, der giver udsigt til at øge produktionen af slagtesvin i Danmark.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske svineproduktion er under pres og dermed også de danske slagteriarbejdspladser. Men nu mener Venstre, sammen med slagteriarbejdernes organisation, NNF, at have fundet en løsning, der kan øge svineproduktionen med op imod en million slagtesvin og dermed skabe flere arbejdspladser.

Og det er helt afgørende, at det nuværende produktionsloft bliver lempet, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.

»Slagterierne skriger i dag efter flere grise, og landmændene er klar til at levere dem, hvis de altså får nogle konkurrencevilkår på linje med deres kolleger i vores nabolande,« siger han.

De ringere vilkår for dansk svineproduktion skyldes, at Danmark har overimplementeret EUs Nitratdirektiv.

Ifølge direktivet må der højest udbringes 170 kilo kvælstof i husdyrgødningen om året per hektar, svarende til 1,7 dyreenhed, også kaldet »harmonikravet«.

Danmark valgte imidlertid i 2002 at skærpe harmonikravet for svin til 1,4 dyrenhed per hektar jord.

»Det er afgørende at lempe det produktionsloft, som såkaldte harmonikrav i virkeligheden er udtryk for, så svineproducenterne kan have lige så mange dyr per hektar jord som deres konkurrenter. Det er helt afgørende, hvis vi skal fremtidssikre arbejdspladerne på de danske slagterier,« siger Søren Gade.

Men det betyder også, at miljøet vil blive belastet mere, hvis svineproducenterne får lov til at udlede mere kvælstof.

»Der er en marginalt større miljøbelastning, men det er vigtigt for mig at sige, at der er jo ikke nogen produktion i verden, hverken i fødevarerne eller for den sags skyld stålproduktion, som ikke påvirker miljøet på den ene eller den anden måde,« siger Søren Gade.

Den betragtning er Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), enig i:

»Man er nødt til at sige, at noget er vigtigere end noget andet. Og lige nu og her er det vigtigste at passe på danske arbejdspladser,« siger han.