Det vakte opsigt, da viceformand for Landbrug & Fødevarer Thor Gunnar Kofoed kaldte professor ved Aarhus Universitet Stiig Markager for »sindsforvirret«.

Og nu kommer et modsvar fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), der mener, at kommentaren fra viceformanden var utilbørlig.

»Den udtalelse vil jeg gerne tage klar afstand fra,« skriver Jacob Jensen i et opslag på Facebook:

»For uanset om man er enig eller ej i en faglig eller politisk diskussion, så bør man altid tale ordentligt om og til hinanden.«

Bemærkningen fra Landbrug & Fødevarers Thor Gunnar Kofoed faldt i et interview med Altinget, der egentligt handlede om landmandsprotesterne i særligt Belgien og Frankrig, men hurtigt bevægede sig ind på danske forhold.

Kofoed påstod, at Miljøstyrelsen udpegede landbruget som en skurk i forhold til iltsvind i danske fjorde og farvande, og han understregede, at landbruget altså gerne ville være med til at løse de udfordringer med klima og miljø, som Danmark står over for.

»Vi skal bare gøre det fagligt rigtigt og ikke fordi, der er en eller anden sindsforvirret professor i Aarhus, der render rundt og kalder sig selv professor og siger, at verden er på en bestemt måde uden at være villig til at finde andre løsninger end at fjerne landbrug,« lød det til Altinget.

Kommentaren var direkte rettet mod Stiig Markager, der er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, og som flere gange har konstateret, at iltsvindet i de indre danske farvande i høj grad skyldes udledning af de næringsstoffer fra landbruget.

Stiig Markager lod sig ikke slå ud af kommentaren, men efter at modsvaret på blandt andet sociale medier rettet mod Landbrug & Fødevarer voksede, måtte viceformand Thor Gunnar Kofoed alligevel ud og korrigere sig selv.

»Jeg vil uforbeholdent undskylde mine udtalelser om Stiig Markager. Det er ikke sådan, jeg vil kommunikere, og det er ikke i orden,« sagde Thor Gunnar Kofoed til Politiken.

I første omgang ønskede landbrugsminister Jacob Jensen ikke at kommentere sagen.

Det ville miljøminister Magnus Heunicke (S) dog gerne.

»Det giver mindelser om, da tobaksindustrien bekæmpede forskningen i tobaks sundhedsskadelige effekter,« sagde Heunicke i en kommentar til Ritzau.