Læs her DF-formand Kristian Thulesen Dahls grundlovstale 5. juni 2014

Foto: Keld Navntoft

(Det talte ord gælder)

Kære alle!

Dejligt at se så mange her. Og i disse smukke omgivelser! Lykkesholm Slot er en prægtig ramme for at fejre Grundlovsdag. Og Lykkesholm Slot er noget ganske særligt! Prøv lige at se jer omkring og mærk den helt specielle atmosfære. Historiens vingesus. Slottets historie går helt tilbage til den sene middelalder, og der er sket mange spændende ting netop her. Det gør der stadigvæk! Og det er her, at Dansk Folkeparti de seneste mange år har holdt vores fest for Grundloven og vores møde er vist nu blevet til Danmarks største grundlovsmøde! Det er da ret godt gået!

Historien slutter aldrig, og vi må ikke glemme, at vi faktisk lever lige midt i den. Ting, der er sket for mange år siden, har stor betydning for, hvordan vi lever, og hvad vi gør i dag.

Hvordan vi lever, og hvad vi gør i dag, har stor betydning for, hvordan fremtidige generationer kommer til at leve!

Derfor er vores fælles historie og historien i det hele taget så meget mere end bare nogle spændende beretninger. Nej, historien angår i høj grad os alle! Den fortæller os, hvorfor nogle ting er, som de er. Den minder os om, at vi ikke skal tage vores demokrati, vores frihed og vores fred for givet.

I år, 2014, er på mange måder et historisk år. 200-året for Norges selvstændighed og 150-året for krigen i 1864. Krigen i 1864 hvor Danmark mistede omkring 1/3 af sit areal. En grusom krig som blandt andet takket være de fremragende bøger af historikeren Tom Buk-Swienty har fået den opmærksomhed, som vi bør give den.

For det kan være svært, ja næsten umuligt at forstå, hvor blodig og modbydelig krigen var. Men de utrolige personberetninger i bogen ”Slagtebænk Dybbøl” fremstår lyslevende og på en måde, så de ikke kan ignoreres.

For eksempel handler et kapitel i bogen om prøjsernes massive bombardement af Sønderborg den 2. april 1864 og flere dage frem. Den massive artilleri-ild kostede mange civile liv, og en dansk matros, Jens Christian Jensen, var vidne til uhyrlighederne. Han og hans kammerater så en granat slå ned i kvistlejligheden på et to-etagers-hus.

Eksplosionen var så voldsom, at væggen væltede ned på gaden. Jens Christian Jensen og de andre matroser løb op i den ødelagte lejlighed, hvor de fandt ”en ung kvinde liggende dræbt hen over en vugge. Barnet klynkede, men fejlede ellers intet, kun var det oversprøjtet med den dræbte moders blod. Barnet blev bragt til naboerne, som også tog sig af den døde”.

Ja, det var virkelig barske sager. Men sådan noget skete i Danmark for bare 150 år siden. Barsk men samtidig med små lys. I denne ellers sørgelige historie var lyset naboerne.

De gæve mennesker, der uden videre tog sig af såvel det moderløse barn, som den dræbte mor. Se de var rigtige helte af den slags, som historiebøgerne alt for sjældent nævner.

Men selvom disse heltegerninger ikke ofte finder vej til en bog, som det er tilfældet i bogen ”Slagtebænk Dybbøl”, så må vi aldrig glemme, at de heldigvis finder sted. På mange måder er den historie, som jeg netop har gengivet, en slags mini-fortælling om os danskere. Vi er stærke, når det gælder. Og vi hjælper hinanden, når behovet er der!

Slaget ved Dybbøl og krigen i 1864 minder os også om, hvordan danskere i generationer før os har kæmpet Danmarks sag. Sådan var det også for cirka 70 år siden, da de brave modstandsfolk kæmpede for Danmarks frihed mod den tyske besættelsesmagt. De var oppe mod en stor overmagt, men det fik dem ikke til at give op.

Heldigvis endte ”de fem forbandede år” med befrielsen den 4. maj, og i morgen er det faktisk årsdagen for den begyndelse til enden på nazi-tyskland og Hitler, som sikrede vores frihed. I morgen er det nemlig den 6. juni og dermed 70 år siden, at de allierede tropper i 1944 gik i land i Normandiet i det nordvestlige Frankrig under den kæmpe operation, som blev kaldt for D-dag. Invasionen involverede mere end tre millioner soldater og er den dag i dag den største invasion over vand nogensinde. Landgangen kostede mere end 10.000 allierede soldater livet. De kæmpede og døde for, at Europa og også Danmark kunne blive frit.

De kæmpede og døde for lyset og vores demokratiske værdier og mod mørket og diktaturet. Og det var jo i høj grad briterne og amerikanerne, der kom os til undsætning ved landgangen i Normandiet.

Men ikke kun. Nej, det var også soldater og søfolk fra bl.a. Belgien, Tjekkoslovakiet, Grækenland, Holland og Norge, der bidrog til, at vores land atter kunne blive frit. Alle som hjalp skylder vi vores største taknemmelighed!

Heldigvis er det sådan i dag, at vi ikke mere her i Danmark ser samme blodsudgydelser og brug af krudt og kugler. Det skal vi være lykkelige for! I dag kæmper vi mest med ord. Men vi skal måske engang imellem minde om, at ord også er et mægtigt våben. At europæerne lærte at læse og Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten har på mange måder betydet mere end noget gevær eller nogen kanon! Pennen er mægtigere end sværdet!

Sådan med et glimt i øjet kan man jo så sige, at det, at vi ikke længere har kugler flyvende om ørerne, ikke betyder, at vi kan slappe af og tænke, at så er gode gamle Danmark sikret sin selvstændighed og suverænitet.

Den gode, gamle John Mogensen sætter det på spidsen i sin sang ”Danmarks jord for de danske” fra starten af 70’erne. Her lyder det bl.a.: Hvad fortidens hære ikke ku‚ klare med vold kan nu ordnes pr. kontrakt, blot en pen og et stykke papir, op med bommen, og så ind med den fremmede magt.

Men lige præcis her kommer så dagens fødselar ind i billedet. Få ord i en lille publikation. Men med meget stor betydning.

Vi har nemlig Grundloven!

Dén er vores værn.

Den skal sikre vores selvstændighed og vores demokrati. Den skal sikre vores ytringsfrihed, vores frihedsrettigheder, og den skal betyde, at danskerne skal spørges, når nogle af landets politikere ønsker at afgive suverænitet til for eksempel EU.

Grundloven gør, at et flertal i Folketinget ikke bare kan tilslutte os euroen, et fælles forsvar, en fælles asylpolitik og en helt masse andre ting udenom den danske befolkning.

Jo, jo, jeg ved da godt, at Poul Nyrup Rasmussen, der jo var statsminister tilbage i år 2000, da vi skulle stemme om kroner eller euro påstod, at Danmark bare kunne melde sig ud af euroen igen, hvis vi med tiden ønskede dette. Men han sagde jo meget, der ikke holdt vand.

Kan I for eksempel huske, at han engang sagde noget sludder om, at vi i Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene…

Ja, ja, her passer mundheldet om, ”at den der ler sidst, ler bedst” vist meget fint! Det synes jeg godt, at man kan tillade sig at konkludere oven på det flotte Europa-Parlamentsvalg, som Dansk Folkeparti havde forrige søndag.

Dansk Folkeparti blev da vist Danmarks største parti med 26,6 procent af stemmerne, og vi fik da vist hele fire mandater valgt ind.

Hvad synes du om det – Poul Nyrup Rasmussen? Dét er da meget flot - synes du ikke? Sidst vi så dig, var på plakaterne i valgkampen. Dér stod: ”Gør som Poul – stem på Jeppe”. Det gjorde danskerne så bare ikke! Nej - de stemte på en, der vil kæmpe for Danmarks selvbestemmelse og suverænitet. De stemte nemlig på Morten. Og til alle Jer 605.766 der gav os opbakning: Tusind tak for støtten. Vi vil knokle for at sikre, at Jeres kryds ikke har været forgæves. Vi VIL nemlig ”Mere Danmark – mindre EU”!

Valgkampen til Europa-Parlamentet blev i øvrigt præget af andres forsøg på at få danskerne skræmt fra at stemme på Dansk Folkeparti. Først blev det forsøgt med et angreb i formiddagsaviserne imod vores spidskandidat. Morten var doven – forlød det… Ok tænkte jeg. Hvis det er niveauet for deres angreb….

Senere blev diverse organisationer aktiveret. Nu skulle danskerne have at vide, at en stemme på DF ville forhindre Danmark i at få indflydelse i EU-systemet – da vi ikke sad i nogen indflydelsesrig gruppe i Parlamentet. Og da vi så i valgkampen fik besøg af et højtstående medlem af det britiske konservative regeringsparti, som gerne ville samarbejde, fik man den såkaldte EU-ekspert fra Københavns Universitet Malene Wind på banen. Og ok – når man ser hende, kan man jo nok blive forskrækket….

Men da intet af det så ud til at skræmme danskerne fra os, prøvede statsministeren selv i slutspurten med en decideret skræmmekampagne: Nemlig at vi i virkeligheden ville melde Danmark ud af EU. Måske det gammelkendte forsøg på at påstå, at vi vil isolere Danmark fra resten af omverdenen.

Lukke os inde i osteklokken. Være os selv nok osv. kunne virke. Men nej – heller ikke det lykkedes.

Måske det simpelthen er fordi, vi i virkeligheden bør takke Poul Nyrup Rasmussen. At han – tilbage i 1999 da han sagde; ”stuerene bliver I aldrig”, vaccinerede danskerne imod de socialdemokratiske skræmmekampagner. At danskerne ikke orker dem mere. At danskerne godt selv kan gennemskue, hvad der er op og ned. På den måde er det jo skæbnens ironi, at Morten forrige søndag fik flere personlige stemmer end lige præcis den rekord i personlige stemmetal, som ellers Poul Nyrup Rasmussen havde haft!

Og måske det er skæbnens ironi, at efter man forsøgte at få danskerne til at fravælge os med den påstand, at vi ikke i Europa-Parlamentet ville få nogen form for indflydelse, skulle det lige være i aftes – dagen før Grundlovsdag – at det faldt på plads, at Dansk Folkeparti i de kommende år indgår i gruppe i Europa-Parlamentet med bl.a. det britiske konservative regeringsparti med premierminister David Cameron i spidsen. Det gør vi i den såkaldte ECR-gruppe – en gruppe der ser ud til at blive den 3. største gruppe i Parlamentet.

Så det ser lige nu ganske fornuftigt ud!

Men derfor er det også vigtigt for mig at understrege, at det gode valg til Europa-Parlamentet ikke kan overføres til det næste Folketingsvalg. For Europa-Parlamentsvalg og Folketingsvalg kan ikke uden videre sammenlignes.

Mange danskere, der ellers ikke tidligere har stemt på Dansk Folkeparti, gjorde det denne gang netop fordi, de mener, at lige præcis vi er de bedste repræsentanter for deres skepsis over for den kurs, som EU i øjeblikket er på. Det skal vi respektere og ikke tro, at så stemmer de samme automatisk på os igen til Folketinget. Det skal vi gøre os fortjent til. Arbejde hårdt for. Og ved at understrege, at Danmarks EU-kurs jo fastlægges i Folketinget.

Befolkningens EU-skepsis er nemlig dyb. Det viste Europa-Parlamentsvalget med al tydelighed, og det bør Folketinget afspejle. Også ved, at de øvrige partier anerkender den modstand imod EU-linien, der er.

Men gør de så det?

Den britiske premierminister, David Cameron, har i hvert fald fanget det. ”Vi har brug for en tilgang, som anerkender, at EU er blevet for stort, for bestemmende og blander sig i for meget”, sagde Cameron meget fornuftigt umiddelbart efter valget. Den franske præsident François Hollande viser også forståelse. ”Jeg vil have, at EU ændrer sig. EU skal lytte til, hvad der er sket i Frankrig”, sagde Hollande med henvisning til, at EU-skeptikere i landet havde fået et rigtig godt valg.

Ja, selv fra formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, lød det, at det nu er nødvendigt med en fælles forståelse af, hvad der klares bedst på europæisk niveau, og hvad der ligger bedst på nationalt niveau.

Ja, det var så tre meget markante politiske personer i Europæisk politik. Men hvad så med vores egen statsminister, Helle Thorning-Schmidt? Har hun mon lært noget af resultatet af Europa-Parlamentsvalget?

Selvfølgelig, fristes jeg til at sige, har hun ikke det!

Jeg havde fornøjelsen, eller hvad man nu skal kalde det, at spørge statsministeren til netop dette under Folketingets spørgetime i tirsdags. Jeg spurgte hende, om hun havde reflekteret lidt over valget. Og om hun er klar til at ændre EU-kurs. For én gangs skyld kunne jeg ikke klage over manglende svar. Normalt er hun meget lidt for at svare på spørgsmål, men lige præcis her stod det tindrende klart.

Jeg spurgte hende, om hun nu, i lyset af det netop overståede valg, er enig med den britiske premierminister David Cameron i, at vi har brug for en tilgang til EU, som anerkender, at EU er blevet for stort og blander sig i alt for meget.

Helle Thorning-Schmidt svarede: ”Regeringen er IKKE enig i den britiske regerings vurdering af Europa-politikken. Regeringen mener, at Danmarks interesser varetages bedst, hvis vi er inde i kernen af EUs beslutningstagning”.

Ja, som jeg sagde til statsministeren efterfølgende, så var det da et forsøg værd. Man håber jo altid, at folk reflekterer over det, der foregår. At man som statsminister funderer lidt over, hvad ens befolkning forsøger at fortælle. Men det gjorde Helle Thorning-Schmidt godt nok ikke.

Jo, vi ved sandelig godt, hvor vi har statsministeren i spørgsmålet om EU! ”European by heart”, som hun sagde i Europa-Parlamentet for et par år siden. For Statsministeren er i hjertet først europæer – dernæst dansker. Men vi har brug for en statsminister i Danmark, der i hjertet først er dansker – og dernæst europæer! Én der kæmper for ”Mere Danmark – mindre EU”!

Men med politikere som ønsker at bringe Danmark så tæt på kernen i EU som muligt, skal vi være ekstra glad for vores fødselar. Vores Grundlov. Den skal være vores værn. Den skal være vores stopklods i forhold til afgivelse af suverænitet og selvbestemmelses-ret.

Og derfor skal der ikke pilles ved Grundloven. Den skal ikke ændres sådan som forskellige andre partier og politikere, sjovt nok dem, der går ind for mere EU og mindre Danmark, går og pønser på.

Grundloven er en gennemtænkt arv, vi har fået tildelt! Den er vores værn og skal sikre vores gode danske demokrati og vores danske værdier.

Så jeg håber meget, at I vil rejse Jer og sammen med mig råbe et trefoldigt ”leve” for dagens fødselar, Grundloven, der fylder 165 år i dag og på alle måder er ”still going strong”!

Grundloven - den længe leve:

Hurra! Hurra! Hurra! Og så det lange: Huraaaaaaaaa! Tak – og fortsat god grundlovsfest!