Læs første kapitel af bogen om Lars Løkke

Her er første kapitel af "LARS LØKKE - Et portræt af Danmarks statsminister" - gratis på berlingske.dk

Bogen handler om den livslange kamp mellem kynikeren og idealisten, mellem levemanden og statsmanden, og om, hvordan hans politiske karriere var ved at styrte sammen på grund af gamle bilag, netop som det hele var lagt til rette. Fold sammen
Læs mere

Lille Lars fra Græsted
– om et skifte i sidste øjeblik

“Det er en stor dag for Lille Lars fra Græsted.”

Lars Løkke Rasmussen lader sætningen hænge i luften og ser rundt på de 2000 tilhørere. Nogle mener, statsministeren skamrider sit image. Flere, at han blot pudser og vedligeholder sit stærkeste kort. De fleste, at sætningen kommer helt nede fra maven. For naturligvis har han ret, Lars Løkke Rasmussen, denne majsøndag 2009 i Odense Congress Center, klokken 14.10, hvor han med et tilsyneladende genert smil netop er kåret som sit partis nye formand.

Selvfølgelig er det en stor dag for Lille Lars fra Græsted.

Venstres formand gennem 11 år og statsminister i syv et halvt år er netop klappet af sted til sin generalsekretærpost i NATO. Med kartoffelstore klumper i halsen og en hustru med dirrende underkæbe markerede Anders Fogh Rasmussen de nye tider med et “venner, så er tiden kommet til at sige farvel.” Efter at have dikteret sit politiske testamente over for tillidsfolkene i en timelang tale og efterfølgende sat sig ned på første række mellem hustru, børn og barnebarn, er det Lars Løkkes tur til at indtage
talerstolen.

Sidst han stod foran Venstres delegerede, var på partiets ordinære landsmøde året før i november. Dengang var det en mærket – næsten knækket – finansminister Lars Løkke Rasmussen, der med ordene “det er ikke altid lige sjovt at beskæftige sig med politik” indledte sin tale og sit forsøg på at hive sig selv op af det politiske og personlige kviksand.

Mediernes beskrivelser af fortidens mange værtshusbesøg, hotelovernatninger og taxature på det offentliges regning havde ifølge mange efterladt billedet af en uansvarlig, karakterløs og smålig toppolitiker. Langt ind i Venstres eget vælgerkorps var der både tvivl og modstand mod kronprinsen. Var det den rigtige mand til at stå i spidsen for parti og land? Meningsmåling efter meningsmåling viste, at oppositionens leder, Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, og den nye konservative leder, Lene Espersen, var langt at foretrække som statsminister – også for Venstres egne vælgere. Og tallene blev værre og værre måned efter måned, som om bunden aldrig var i sigte. Op til landsmødet i november erklærede under en tredjedel af vælgerne ifølge Gallup, at de foretrak Lars Løkke som statsminister, hvis Anders Fogh Rasmussen forsvandt til udlandet. 42 procent ville hellere have Helle Thorning-Schmidt. Instituttet Analyse Danmark kunne samtidig fortælle, at blot 11 procent af vælgerne ville stemme på Venstre, hvis det var Løkke og ikke Fogh, som stod i spidsen for partiet. Det svarede til over halvdelen af partiets vælgere, som fravalgte partiet på grund af Lars Løkke. Tal som ikke blot rystede finansministerens politiske fundament, men hele det borgerlige regeringsprojekt. Selv i toppen afVenstre var man usikker på,hvor desperat Anders Fogh Rasmussen var for at slippe ud af dansk politik, og om en borgerlig regering overhovedet kunne klare sig uden ham. Og i baren serverede partiets ambitiøse skatteminister, Kristian Jensen, generøst og uden den store diskretion ‘Lars Løkke-vittigheder’. Kender I den om oppositionen, der mener at regeringen
bare kan ryge og rejse – og at Løkke og Fogh allerede har delt arbejdsopgaverne imellem sig?

Mange omkring Lars Løkke kunne i november se, at den var helt gal. Han var slidt – både i offentligheden og uden for den. Over for de nærmeste konkluderede han under landsmødet, at “et halvt år mere” uden afklaring om statsministerposten formentlig ville koste ham livet som kronprins.

Kort efter landsmødet, en uge før jul, blev han af bekymrede venner sendt tre uger til Tenerife i regionsformand Carl Holsts ferielejlighed. De sidste to uger var det sammen med familien, men den første uge var han helt alene. Lars Løkke brugte dagene til at cykle, læse svenske krimier og spise pizza om aftenen. Naboer til ferielejligheden var ikke klar over, at det var Danmarks finansminister, der boede i lejligheden denne december. Men de undrede sig over den ensomme mand, der ofte om aftenen i mørket sad alene på altanen og kunne stirre tomt ud i luften i timevis.

Et halvt år senere er verden forandret.

Lars Løkke Rasmussen står foran de delegerede som statsminister med vælgeropbakning. Skatteminister Kristian Jensen sidder nu pænt på sin plads og venter på at blive kåret som Venstres nye næstformand efter et ikke ubetydeligt pres fra den afgående formand.

Ikke flere vittigheder.

Alligevel har Lars Løkkes støtter travlt med diskret at forklare, at næstformandsposten historisk set aldrig har været en automatbillet til topposten i Venstreriget. Også alle Venstres vælgere er ifølge meningsmålingerne blevet på deres pladser.De er hverken gået til oppositionen eller – næsten ligeså slemt – til De Konservative, der med Lene Espersen som ny formand havde en kort opblomstring, da Lars Løkke lå fladt.

Odense Congress Center oser denne eftermiddag af nostalgi og magt, og det er ikke kun ministerbilerne foran centeret eller de ikke særligt diskrete livvagter, som passer på statsministeren og NATO’s kommende generalsekretær, der skaber det billede. Der er en tilbagelænet naturlighed over Venstre-ministrenes omgang med magten på ottende år.Det er ikke længere et mirakel, at partiet er det største og har overlevet tre folketingsvalg som sådant.Det borgerlige Danmarks omdrejningspunkt er lige her.Hvis man ikke hér er i stand til at overvinde endnu en krise, generere nye idéer og projekter – så skifter magten i Danmark. Hverken De Konservative eller Dansk Folkeparti kan samle op. De to partier kan nok støtte, være irriterende og støtte igen. Men projektet står og falder med denne forsamling. Eller rettere:

Det står og falder med Lille Lars fra Græsted.

Han rømmer sig. Kigger igen ud over forsamlingen. Trækker vejret ind og begynder på sin tale:“Meget er sket, siden jeg for 28 år siden tog til mit første VU-møde i Hillerød ...”