Regeringen og partierne bag aftalen om en fødevarecheck er enige om, at lærlinge på erhvervsuddannelserne også skal modtage fødevarechecken.
Lærlingene var i første omgang udeladt fra aftalen om en fødevarecheck, som blev indgået mellem regeringen, SF og Enhedslisten.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) siger tirsdag i en pressemeddelelse:
- Vi er glade for også at kunne give et tilskud til de lærlinge, som har svært ved at få råd til de stigende fødevarepriser.
- Det har været et klart ønske i høringssvarene, og det er helt rimeligt, at vi ligestiller dem med andre grupper under uddannelse.
Fødevarechecken er et skattefrit engangsbeløb, som skal give hjælp på grund af stigningen i fødevarepriserne de seneste år.
For modtagere af SU, som er udeboende, udgør fødevarechecken 1000 kroner.
Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, er tilfreds med løsningen.
- Det er både rimeligt og nødvendigt. De knokler hver dag for at uddanne sig og bidrage til fællesskabet, og de mærker prisstigningerne lige så hårdt som alle andre. Vi har i FH-fagbevægelsen længe presset på for, at de bliver omfattet af fødevarechecken.
- Derfor er det positivt, at der nu er politisk vilje til at hjælpe de kommende social- og sundhedsassistenter, tømrere og industriteknikere, siger han i en skriftlig kommentar.
Lovforslaget om fødevarechecken bliver hastebehandlet, for at udbetalingen kan ske fra maj.
Lovforslaget førstebehandles tirsdag i Folketingssalen og skal til afstemning allerede på torsdag.
Der er afsat omkring 4,5 milliarder kroner til fødevarechecken.
Checken har været kritiseret, fordi mange af modtagerne bliver personer, som har meget i forvejen.
Jyllands-Posten har på baggrund af et svar fra Finansministeriet afdækket, at omkring 660.000 af de lidt over to millioner forventede fødevarechecks kommer til at gå til den halvdel af befolkningen, der tjener mest i forvejen.
/ritzau/
