Lærerkonflikten udfordrer vores krigs- og kassetænkning

KL og regeringen – stod med alle kortene på hånden i konflikten med Lærerforeningen. Men de har ikke turdet føre kampagne konsekvent på det faktum, at to tredjedele af den danske befolkning synes, at tre lærertimer sammen med deres børn hver dag – uden for en lang ferie – godt kan blive til lidt mere.

Lærernes kamp mod kravet om at de skal bruge mere tid i klasserne, har ikke vist sig som en vindersag i forhold til danskerne. Men deres modstand mod heldagsskolen kan måske få så stor forældreopbakning, at det vil få politisk gennemslagskraft, og dermed give Lærerforeningen medvind. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Og især at folkeskolen kan udvikles bedre, når 25 procent af drengene tabes, og hver sjette forlader skolen uden at kunne læse og regne ordentligt. Men de seneste uger er det hele mudret til. Ingen uden for de to stridende parter kan længere rigtig finde ud af substansen. Selv über spin-doktor og docent udi sort snak Peter Mogensen, synes der snakkes sort!

FORVIRRINGEN SKYLDES NOK ikke mindst rollelandskabet. Den røde regering kæmper sammen med KL mod fagforeningen, mens den røde fagforening kæmper sammen med Dansk Folkeparti. Og skoleledere, eksperter og forældregrupper kæmper mod hinanden.

I den situation kommer det hele let til at handle om processen: hvem det er mest synd for, hvem der er mest forhandlingsvillig osv. Og sådan spundet på David-Goliat vis er det ikke kun i Marianne Jelveds hjerte, at Bondo, den lille sønderjyske fysikernørd, er tilbage i kampen, ja nærmest er ved at få overtaget.

Hvis vi her lige ser på »krigen« fra Anders Bondo og venners vinkel, hvad har han så gjort, og hvad skal han gøre for at bevare momentum i forhold til opinion og forældre? De tre vigtigste fronter er framing, eksperter og alliancer.

KL ØNSKER SELVSAGT et moderne ledelsesrum, hvor skoleledelsen lokalt og fleksibelt kan sikre, at problemer tackles og ressourcer allokeres. En folkeskole i global konkurrence om at udfordre alle til deres yderste kan kun skabes nedefra. Industrisamfundets stive og urimelige regler skal væltes, der skal f.eks. ikke være samme forberedelsestid til idrætstimen i 1. klasse som til naturprojektet i 9. klasse.

Den problemstilling har Bondo i starten ledt efter gode svar på – og han har ikke leveret. Fordi der ikke er gode svar, kun forstokkede og forkælede. Desperationen var så stor i betonforsvaret af forberedelsestiden til de i snit 3,2 timers undervisning om dagen, at Bondo begyndte at skrive kronikker med Dansk Folkepartis Alex Arendtsen. Det så lige så lidt kønt ud som ironiske kampagneskilte i lærerdemoer for »Bevar Forberedelsen!«.

Så kom skiftet i strategi. Lærerne vinklede eller reframede fra at forsvare egne rettigheder til at angribe den »tvungne« og »discountprægede« helhedsskolereform. At reformen hverken er tvungen eller formentlig bliver særlig discountpræget, er irrelevant. Kommunikativt gav den grønne tavlekampagne – mirakuløst heldigt lanceret på dagen for 1. lock-out varsel – straks medvind. For den pirker til usikkerheden ved det nye. De stærke elever og deres forældre har jo en hverdag, der fungerer med foldbold, svømning osv. og ønsker ikke »at blive længere på skolen«. Reelt var lærernes fokusskifte at blande politik ind i overenskomstkampen. Men den dristige kobling viste sig effektiv. Vestagers hurtige undsigelse af, at heldagsskolen ikke er tænkt som discount, fik en boomerangvirkning, understøttet af at regeringen selv forlods havde medfinansieret reformen med OK-resultatet og lanceret den lige op til overenskomstforhandlingerne. Så nu kan Bondo i tilgift bruge argumentet, at regeringen antaster forhandlingsretten. Et argument der sikrer en vis opbakning i fagbevægelsen – som man så kan spørge, hvor meget er værd i nutidskroner i sidste ende.

Men kan Bondo fortsætte med at holde diskussionen væk fra egne, forældede rettigheder og mobilisere på angsten for den nye skoledag for Søren og Mette – og ikke mindst spænde sine 56.000 proselytter for den – er han meget langt.

NÅR ALT GÅR i mudder, skal eksperterne forklare, hvad der er op og ned. Der er tre typer: arbejdsmarkedseksperter, politisk-kulturelle kommentatorer og forskere i undervisning og skoleledelse. Niels Egelund og andre pædagogiske eksperter har ikke fyldt det store.

Arbejdsmarkedseksperterne har mest haft banen, og der skal Bondo nok være glad for, at det er en af den gamle universitetsvenstrefløjs sidste bastioner. Henning Jørgensen er et godt eksempel på enhver fagforenings drøm af en »neutral« ekspert, der er verdensmester i at forudse næste træk og lærernes mulige gevinst uden at blive afkrævet noget argument. Kommunalforsker Roger Buch er modsat sikker leverandør i at »lærernes dødskamp« er indledt. De liberale og dannelsesorienterede fra Cepos til Claes Kastholm har det svært med tvangsskolen, men holder lavere profil. De rødere i Politiken og omegn kan ikke lide lærernes bagstræb, men sympatiserer med og romantiserer lærernes kampgejst. Og som altid svajer de almene politiske reportere i de store omnibusmedier med vinden og følger trenden.

Kan Bondo fortsat klare uafgjort, er han langt på ekspertbanen. KLs enorme undersøgelse af 14.000 læreres arbejdstid er svær at imødegå, men argumenter mod heldagsskolen i en neutral rapport ville komme belejligt for lærerne nu, om end den er usandsynlig.

DET ER SVÆRT at vinde en krig alene, men lærerne har i løbet af mange års skoledebat konsekvent malet sig op ad en grøn tavle, trods allehånde tilbud som f.eks. DIs »Vores skole«.

Isolationen omkring arbejdstidskravene blev udstillet i februar med støtten fra Dansk Folkeparti som eneste allierede til at sikre en skoledag, der slutter kl. 14.

Med »tvangsheldagsskolen« som ny rambuk kan lærerne måske bryde igennem muren. For har lærerne ikke mange venner, så kan de forsøge at splitte deres fjender.

Kan det lykkes lærerne at få tilstrækkelig mange forældre til at vende sig mod heldagsskolen, så bliver de bløde dele af regeringspartiernes kommunale baglande ekstra bløde i knæene. Det er dem, der – som f.eks. Anette Vilhelmsen – tenderer mod at besvare ethvert problem med bemærkninger om mere »proces« og »dialog«.

Så i de næste faser handler kampen om forældrene. Ikke fordi de bestemmer, men fordi regeringens legitimitet er så svag, at forældreprotester slår hårdere igennem i deres kommunale baglande. Regeringens topstyrede »blå« reformplaner er på de fleste områder ikke blevet forankret i baglandet – herunder det faglige og det kommunale.

Baglandet er vant til at forstå traditionel velfærd, men er ikke tilstrækkelig præpareret til regeringens vækstkurs og statministerens »reformvanvid«. Så her er man særligt sårbar over for den forældrekritik kampagnen fra Lærerforeningen bevidst designer. Via centralt dirigerede, lokalt versionerede annoncer, aktioner osv. lægger lærerforeningen maksimalt politisk pres nede fra med udvalgte forældre og skolebestyrelser og op mod de kommunalt valgte. Denne alliance fra neden: Et bombardement af kommunalpolitikere fra egne netværk af valgte, der skal genvælges til november, er Bondos store kampagnesats og chance.

SUCCES HANDLER OM strategier, der får de andre til at ende i skurkerollen. Men her bølger kampen hele tiden – og det bliver ikke som i film afviklet i klare og skarpskårne billeder.

Og befolkningen mærker allerede ubehaget: Det bliver slet ikke smukt og heroisk, klart og enkelt. Det er en borgerkrig, hvor helte og skurke vil være at finde i de samme partier og samme familier. Dog kan de ikke altid finde ud af, hvorfor de havnede der. Bagefter vil alle ligge mere eller mindre sårede i slagmarkens mudder. Så forvirret og uskønt går det til, når skæbnen for en af de vigtigste reformer i landet, skal afgøres.