Lækket ulve-udspil: Nu drømmer blå partier om at skyde flere ulve

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har præsenteret et udkast, hvordan regeringen vil regulere ulven i Danmark. LA og DF er glade.

Foto: Morten Juhl

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har præsenteret et udkast til en ny definition af problemulv for partierne i Folketinget.

Udspillet skaber forhåbninger i blå blok om, at det bliver lettere at skyde de ulve, der har skabt utryghed i dele af befolkningen i Vestjylland.

Her lægges der blandt andet op til, at man kan sætte ind overfor ulve, der angriber husdyr eller er til fare for menneskers sikkerhed. I yderst konsekvens må ulven skydes.

Altinget er i besiddelse af udkastet, som er sendt fra Miljø- og Fødevareministeriet til de blå partier tirsdag i denne uge. En ny definition af problemulven har været helt centralt i ulvedebatten de seneste måneder, fordi det er muligt at gribe ind og eventuelt skyde problemulve.

Jakob Ellemann-Jensen har ikke ønsket at kommentere udkastet, men fra flere blå partier, lyder der tilfredshed med det tilsendte.

»Jeg håber, at det nu bliver meget, meget nemmere at definere en ulv som problemulv. Så der bliver bedre mulighed for at skyde de ulve, som folk er bange for, og som tager landbrugets dyr,« siger miljøordfører for Dansk Folkeparti Pia Adelsteen.

Liberal Alliances miljøordfører, Carsten Bach, er helt enig.

»Jeg er glad for, at der nu er kommet væsentlig mere klarhed over, hvad der er en problemulv. Det gør, at man i Vestjylland får et mere håndfast begreb om, hvornår en ulv er problemulv,« siger Carsten Bach.

På Christiansborg har politikerne også diskuteret løsninger, heriblandt en øget mulighed for at skyde ulven. Men da ulven er fredet, er det kun muligt at skyde såkaldte problemulve, og derfor har en ny definition været længe ventet.

Vildtforvaltningsrådet, der blandet andet skal rådgive ministeren om en ny forvaltningsplan for ulve, venter i disse dage på at få den nye definition på en problemulv fra Jakob Ellemann-Jensen.

De nye definitioner læner sig op af det, der allerede står om problemulve i den nuværende forvaltningsplan, men både DFs Pia Adelsteen og LAs Carsten Bach lægger vægt på, at de nye definitioner er mere klare, og at eksemplerne er blevet mere håndgribelige.

En ny definition af problemulv skal være en del af en ny forvaltningsplan for ulve, som skal diskuteres i Vildtforvaltningsrådet i begyndelse af juli.