LA vil droppe dagpenge til nyuddannede

Liberal Alliance taler nu for en total afskaffelse af dagpenge til nyuddannede. De Radikale er åbne for at skrue ned for satsen til nyuddannede for at få færre karensdage.

Når man har fået »en statsfinansieret uddannelse med verdens højeste SU undervejs«, må det række, mener Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen. Arkivfoto: Martin Sylvest Andersen Fold sammen
Læs mere

Mens de politiske forhandlinger om et nyt dagpengesystem går i gang, indstiller flere partier sig på at skrue ned for dagpengesatserne for nyuddannede – for at kunne finansiere færre karensdage, hvor personer på dagpenge mister deres ydelse.

Den såkaldte dimittendsats er i dag 82 procent af den fulde dagpengesats, men dagpengekommissionen har foreslået den reduceret til 78 procent af dagpengesatsen.

Det er imidlertid alt for uambitiøst, hvis det står til Liberal Alliance, der helt vil afskaffe dagpenge til nyuddannede. Folk der har gennemgået en uddannelse på SU skal i job eller på kontanthjælp, mener partiets beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen.

»Vi foreslår, at man afskaffer dimittendsatsen. Vi synes i forvejen, det er gavmildt, at man i Danmark får en statsfinansieret uddannelse med verdens højeste SU undervejs. Herefter må festen stoppe. Så må man som nyuddannet enten ud på arbejdsmarkedet eller blive en del af kontanthjælpssystemet,« siger Joachim B. Olsen.

Han henviser til, at en afskaffelse af dimittendsatsen ifølge dagpengekommissionens rapport vil indbringe tre milliarder kroner.

»Dagpenge er en forsikring mod tab af lønindtægt, men de fleste studerende har jo ingen indtægt haft endnu,« siger Joachim B. Olsen, der påpeger, at dimittenddagpenge er særegent for Danmark.

Har man haft job under sit studie eller arbejde som lærling og undervejs indbetalt til en A-kasse, er man berettiget til dagpenge på normale vilkår, påpeger han.

Dagpengekommissionens rapport peger på, at nyuddannede i gennemsnit kompenseres med 168 procent i forhold til deres hidtidige indtægt før skat. Andre arbejdsløse får i gennemsnit 67 procent af deres indtægt dækket på dagpenge.De Konservative mener også, at dimittendsatsen med fordel kunne erstattes med en langt mindre sats.

»Den kunne godt erstattes af SU-lignende vilkår. Der er ingen grund til en indkomststigning, fordi man bliver arbejdsløs i stedet for studerende,« siger beskæftigelsesordfører Rasmus Jarlov (K).

Ifølge beregninger fra Cepos vil en reduktion af satserne fra 82 procent af dagpenge til kontanthjælp have en beskæftigelsesmæssig effekt på cirka 6.000 ekstra job.

»Det vil motivere nyuddannede til at søge mere effektivt efter et job og øge mobiliteten,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, Cepos.

Den største knast forud for forhandlingerne om dagpenge tegner til at blive antallet af karensdage samt dimittendsatsen. Flere partier har udråbt de foreslåede otte karensdage som uacceptable.

De Radikale vil være »Lille Hjælper«

De Radikale ønsker i udgangspunktet at følge kommissionens anbefalinger, men den radikale leder Morten Østergaard har et bud på en finansieringsmodel, hvis et flertal står fast på at nedbringe antallet af karensdage.

»Jeg fornemmer et ønske flere steder fra om at få antallet af karensdage ned. Hvis det er tilfældet, vil vi gerne agere »Lille Hjælper« ved at sige, at man så kan overveje at tage lidt mere på dimittendsatsen. Vi anbefaler, at man kigger på finansieringen inden for modellen, så vi undgår yderligere besparelser på velfærden,« siger Morten Østergaard.

Han ønsker ikke at pege på et konkret niveau for en ændret dimittendsats.

Dansk Folkeparti har erklæret sig indstillet på at kigge på dimittendsatsen med henblik på en reduktion. Hos Socialdemokraterne understreger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen, at det vigtigste er at få bragt antallet af karensdage ned.

»Otte karensdage vil være svært for os at sluge. Vi ønsker penge tilført udefra, men går til forhandlingerne med et åbent sind,« siger Leif Lahn Jensen.

SF-formand Pia Olsen Dyhr understreger, at antallet af karensdage er afgørende. Om en reduceret dagpengesats til nyuaddanede siger hun:

»Det synes jeg ikke er vanvittigt begejstrende. Men en samlet kommission har anbefalet 78 procent frem for 82, og det lytter jeg til.«

Enhedslisten afviser såvel karensdage som en reduceret dimittendsats.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.