LA undsiger Løkke: Vil bruge lockoutpenge på skattelettelser

Statsministeren vil ikke bruge penge fra mulig konflikt på skattelettelser, men det vil De Konservative gerne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Olufson

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er begyndt at indstille sig på, at der kan komme en storkonflikt, som kan lamme det danske samfund, hvis ikke arbejdstagere og arbejdsgivere bliver enige om løn- og arbejdsforhold.

Det siger han under Folketingets Spørgetime tirsdag, hvor han endnu engang slår fast, at regeringen ikke vil bruge den kvarte milliard kroner, som staten sparer om dagen, på skattelettelser.

»Nogen forsøger at skabe den myte, at regeringen ønsker en konflikt, fordi det skaber nogle penge.«

»Jeg siger det, fordi der ikke skal være myter og misforståelser, og jeg vil gerne udtrykke det synspunkt, at vi grundlæggende helst vil bruge pengene på de opgaver, de er afsat til.«

»Vi har ikke og har aldrig haft den ambition at spare en bøjet femøre på den konflikt, siger statsministeren, der i stedet vil skabe en pulje, som kan gå til velfærd.«

Det har fået nogle fagforbund til at ønske, at det blev en fast del af den danske model.

Socialdemokratiets formand spørger i Folketingssalen statsministeren til, om regeringen har overvejet at bruge pengene på skattelettelser.

»Det er meget selvfølgeligt, at der ikke skal spares på velfærden som følge af en mulig konflikt.«

»Er det fordi, man i regeringen har overvejet noget andet, eksempelvis skattelettelser, det må statsministeren svare på,« siger Mette Frederiksen.

Statsministeren afviser, at pengene kan bruges på skattelettelser, men De Konservative ser gerne, at pengene blev brugt på det.

»Sparede udgifter fra lockout bør gå til lavere skat. Borgerne vil få ekstra udgifter, når de eksempelvis ikke kan få passet deres børn.«

»Underligt hvis de eneste, som skal holdes skadesløse, skal være de offentligt ansatte, mens udgifterne tørres af på skatteyderne,« skriver Rasmus Jarlov (K) på Twitter.

/ritzau/