LA: Skifergasboringer skal ikke afgøres af embedsmænd

Der skal et flertal i Folketinget til, før energiselskaber kan få tilladelse til at bore efter skifergas i den danske undergrund, mener Liberal Alliance.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skifergas er en billig energiform, og derfor er Liberal Alliance ikke imod, at energiselskaber borer efter gassen i den danske undergrund.

Men beslutningen om at give tilladelser til boringerne skal have et demokratisk flertal bag sig, påpeger energiordfører Villum Christensen (LA).

»Med sådan nogle beslutninger, som vedrører så mange mennesker, må der være et demokratisk organ, man kan stille til ansvar. Det er helt urimeligt, at det er embedsmænd, der skal vurdere det,« siger han med henvisning til, at licenserne uddeles af Energistyrelsen.

Diskussionen er nok engang blevet aktuel, efter det franske energiselskab Total har opgivet prøveboringerne efter skifergas i Nordjylland. Selskabet har fortsat licens til at bore, og andre selskaber kan i fremtiden indhente licenser gennem Energistyrelsen - uden det kræver politisk flertal på Christiansborg.

Licensen skal forelægges Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg, men den manøvre giver Villum Christensen ikke meget for:

»Det er jo ikke noget værd. Der sidder måske tre i udvalget den dag, det er på dagsordenen. Og det er lidt pudsigt, for normalt har de udvalg jo ikke noget at skulle have sagt af beslutningsmæssig art. Det er en si med huller i,« siger han og tilføjer:

»Det er ikke tilstrækkeligt demokratisk forankret, at det ligger i et udvalg. Det skal være et demokratisk organ, man skal kunne stille til ansvar.«

Villum Christensen understreger, at Liberal Alliance ikke har noget imod skifergas.

»Det er jo er en billig energiform. Så vi vil ikke sortliste skifergas, som andre gør. Når det er sagt, skal det selvfølgelig altid foregå miljømæssigt forsvarligt,« siger han.

Ordføreren henviser samtidig til en lignende problematik omkring placeringen af havvindmøller, hvor private aktører uden om kommunen kan indhente en administrativ tilladelse til at iværksætte forundersøgelser fra Energistyrelsen til at opføre en kystnær vindmølle. Ordningen kaldes åben dør-proceduren.