Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Pia Kjærsgaard har været der før.
I centrum for begivenhederne.
Og nu er Folketingets formand atter kommet i fokus.
I et længere interview med Berlingske i weekenden gik den tidligere DF-formand og -stifter ud med sit syn på et Danmark, som i hendes optik er »ved at knække over«.
»Vi har set en magtelite, der har været meget dominerende, rethaverisk og ignorerende. Man synes lidt, det er i orden det hele, for det kommer ikke så tæt på én selv. Man sidder på flæsket, har sit på tørre. Man mærker ikke, at der er en østeuropæer, der tager ens arbejdsplads. At der er en frygt for at sende sine børn ud i en sen nattetime,« lød det bl.a. fra Kjærsgaard.
Interviewet vakte opsigt, og Kjærsgaard fik kritik fra blandt andre Zenia Stampe, som kaldte det »usmageligt«, og tidligere V-minister Britta Schall Holberg, som mener, at Kjærsgaard som formand for Folketinget var »på afveje«.
Men bør man som formand for Folketinget holde sig ude af den offentlige debat?
Nej, mener Mette Bock, ordfører hos Liberal Alliance og del af Folketingets øverste ledelse, Præsidiet.
»Jeg synes, det er vigtigt at fastholde, at en formand er formand for hele Folketinget, men det betyder ikke, at ens mund skal være lukket med syv segl. Jeg ser ingen problemer i, at Pia Kjærsgaard påpeger, at vi har et Danmark, som muligvis er ved at blive skåret over i to dele. Den holdning må hun gerne have.«
Og der skal være plads til holdninger, understreger hun:
»Jeg tror ikke, man kan lave en præcis jobbeskrivelse af, hvad det vil sige at være formand for Folketinget, da det netop ikke er et job, men et tillidshverv. Det kan man fylde ud på forskellig vis, og det synes jeg ikke, man skal beskrive snævert. Jeg vil hellere have politikere med kant, end jeg vil have flere, der går i et med tapetet. Det er bedre, at man kan slå sig på folk og at man er vildt uenig, end man går i et med tapetet.«
»Jeg synes, det er uklogt«
I forbindelse med sit interview i Berlingske sagde Pia Kjærsgaard også, at der er for mange unge i Folketinget:
»Vi bør være bredere repræsenteret, end vi er i dag. Der skal selvfølgelig være plads til unge mennesker – det vil jeg gerne understrege – og der er selvfølgelig hæderlige undtagelser, men jeg må sige, at jeg synes, der er kommet alt for mange unge ind. Alt for mange.«
Den udmelding er faldet Mette Bock for brystet:
»Jeg synes, det er uklogt, når hun begynder at tale om bestemte aldersgrupper i Folketinget. Det ville jeg ikke selv have gjort. Og så må hun jo tage de bank, det giver. Men det betyder ikke, at vi skal til at have regler for, hvad hun må sige.«
»Når man selv er et ungt folketingsmedlem - det er jeg så ikke - så vil man måske føle sig en smule trådt over tæerne og spørge sig selv, om man ikke gør det godt nok som politiker. Der bliver Pia Kjærsgaard nødt til at holdet tungen lige i munden, for når man er formand, så er man formand for hele Folketinget,« siger Mette Bock.
Min ærlige mening
Det synspunkt får opbakning fra professor ved Roskilde Universitet Eva Sørensen, som har forsket i og skrevet en bog om bl.a. rollen for Folketingets formand.
Hun advarer Pia Kjærsgaard mod at komme med for politiserende budskaber.
»Hendes udtalelser er på kanten af, hvad man normalt vil sige, en formand skal udtale sig om. Der skal være en følelse af dyb loyalitet overfor hele Folketinget, og man skal have tillid fra hele Folketinget, for at man kan skabe gode arbejdsforhold.«
Er det er problem for hende?
»Hver gang det giver dønninger, vil det svække hende som formand, og Pia Kjærsgaard risikerer at miste Folketingets tillid. Man skal man som formand være varsom, for ens handlerum afhænger af, hvor mange af den type konflikter man har. En formand lever af, at der er så lille politisering som muligt.«
»Derfor kan man ikke sige, det er lige her, hun går over grænsen, men man kan sige, at hun her kommer i konflikt med nogen. Så må vi se, hvor dybt det stikker, men hun skal passe på, for debatten her er et tegn på, at hun er i farezonen, og tiden må så vise, om hun gået over stregen,« siger Eva Sørensen.
Pia Kjærsgaard overtog formandsposten efter Mogens Lykketoft (S). Og hun har faktisk overrasket Mette Bock som formand, fortæller LA-politikeren.
Kjærsgaard er således gået mere aktivt ind i diskussionerne om Folketingets arbejdsgange, end Bock havde regnet med.
»Hvis jeg skal sige min helt ærlige mening, så tænkte jeg i begyndelsen, at der ikke kommer til at ske noget som helst med hende som formand, fordi hun er meget traditionsbundet. Men der er hun vokset med opgaven, så hun nu også er begyndt at sætte dagsordener for måden, vi arbejder på.«
»Jeg klapper ikke i hænderne over alt, hvad Pia Kjærsgaard gør som formand, men jeg vil gerne sikre hende friheden til, at hun kan udfylde rollen på den måde, som hun mener er rigtig.«