Unge kontanthjælpsmodtagere langt fra arbejdsmarkedet skal ikke have en økonomisk bidrag, der ligger markant over den ydelse, som går til tilsvarende unge, der står umiddelbart foran at komme i job.
Det mener Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Laura Lindahl, der vil skære i ydelsen til de såkaldt aktivitetsparate unge mellem 25 og 29 år. Årsagen er, at en kontanthjælpsmodtager på 25-29 år, der er blevet erklæret aktivitetsparat og dermed længst væk fra arbejdsmarkedet, modtager omkring 11.100 kr. hver måned i kontanthjælp ifølge en analyse fra den liberale Tænketank CEPOS.
Til sammenligning modtager en hjemmeboende jobparat kontanthjælpsmodtager på 25 til 29 år 3.500 kr, mens det for en udeboende er 7.200 kr. Er man såkaldt uddannelsesparat er beløbet 2.600 kr. som hjemmeboende og 6.100 som udeboende. For alle gælder det, at de er ikke-forsørgere.
»Det er åbenlyst, at incitamentsstrukturen er helt skæv for den gruppe borgere. Vi har i så lang tid talt om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at vi skal indlægge økonomiske incitamenter til at komme i forsørgelse, og så er det utroligt, at vi stadig kan se, at incitamenterne i systemet går den stik modsatte vej. Jeg tager mig til hovedet. Det giver ingen mening, at man sammensætter et system, hvor der er større økonomisk incitament til at blive erklæret ikke-jobparat,« siger Laura Lindahl.
En jobparat person vurderes til ikke at have andre udfordringer end manglende beskæftigelse, mens en aktivitetsparat person vurderes til også at slås med andre problemer og derfor skal sluses ind i et forløb, der kan bringe vedkommende tættere på arbejdsmarkedet.
Hun vil nu bede Beskæftigelsesministeriet komme med et forslag til justeringer i ydelserne, der skal sikre, at den økonomiske tilskyndelse går mod arbejdsmarkedet.
Hvad vil det sige - skal ydelserne sættes ned?
»Ja, hvis du er uddannelsesparat, får du 2.500 kroner, men er du ikke-jobparat får du 11.000, og den difference er alt for stor. Vi er nødt til at eliminere den kæmpeforskel, der er på at være uddannelsesparat eller job-parat og så aktivitetsparat.«
»Nødt til at kigge på selve beløbet«
Fagfolk siger, at der er en god grund til, at aktivitetsparate får en højere ydelse, fordi de slås med nogle større udfordringer og har flere udgifter til eksempelvis bolig. Hvad siger du til det?
»Jo, der kan godt være alle mulige faglige forklaringer på, hvorfor man har lagt snittet sådan, men når vi kigger ud i virkeligheden, er vi bare nødt til at forholde os til det faktum, at det bedre kan betale sig at blive erklæret ikke-jobparat end jobparat. Vi er nødt til at forholde os til, at vi ikke hjælper mennesker ved at holde dem som aktivitetsparate. De unge får ikke øget livskvalitet ved at stå i den kategori, og derfor er vi nødt til at skrue systemet sammen på en anden måde.«
Er det rimeligt, synes du, at skære i ydelsen for de aktivitetsparate og risikere, at de ikke har råd til den hjælp, mange i den kategori har brug for?
»Ja, jeg tror vi er nødt til at kigge på selve beløbet for dem, fordi selv om de ikke står lige nu og kan tage et arbejde, så skal de stadig have et incitament til at bevæge sig den vej.«
Der er i forvejen skåret i kontanthjælpen. Er det rimeligt at skære yderligere for den gruppe mennesker?
»Vi har stadig verdens højeste overførselsindkomster, så ja. Det mest afgørende for mig er at incitamenterne til at gå i arbejde er størst mulige.«
»Ved godt hvilken kategori jeg selv ville vælge«
Men der er jo mennesker i den kategori med psykiske eller fysiske udfordringer, der gør at man måske kan se et støttet job på sigt, men her og nu har de brug for en bolig, der tilbyder en masse hjælp. Er det ikke korrekt?
»Jo, det kan godt være, man er nødt til at sætte ind med nogle socialpolitiske tiltag, og at der kan være behov for ekstraordinær støtte i de tilfælde, men det må så bero på en individuel vurdering. Det er et meget komplekst område, så det kan være svært for mig at pege på præcis, hvordan modellen skal være, men Beskæftigelsesministeriet må komme med et bud på en model, der både sikrer en værdig levestandard og samtidig, at incitamenterne går den rigtige vej. Det må simpelthen være muligt.«
Du lyder som om, du tror, der bliver spekuleret i det. Er det sådan du har det?
»Jeg tror sådan set, at mennesket er indrettet på den måde, at man optimerer sin egen situation, og det tror jeg grundlæggende, at vi alle gør. Derfor kan jeg godt forstå, at man i de situationer, hvor man taler med en sagsbehandler om, hvorvidt man er jobparat eller ej, og man får 3.500, hvis man er jobparat og 11.000, hvis man ikke er, så ved jeg godt, hvilken kategori jeg selv ville vælge. Det tror jeg er rimeligt åbenlyst. Og jeg tror også, det kan have en betydning, når man sidder og vurdere de unge mennesker, at hvis man egentlig synes, at du er jobparat, men godt ved, at hvis jeg erklærer dig jobparat, så trækker jeg 8.000 fra dig om måneden, så kan det godt være en svær beslutning at træffe.«
Troels Lund Poulsen (beskæftigelsesministeren, red.) har tidligere sagt, at hans fokus ikke længere er på at skære i ydelserne. Er der uenighed blandt regeringspartierne?
»Jeg er sikker på, at ministeren er enig med mig i, at incitamenterne i systemet skal gå imod arbejde, og det er vi nødt til at gøre noget ved. Det kan også være en omlægning af ydelserne, så man sikrer den rigtige struktur.«
Troels Lund Poulsen har bekræftet, at han ikke ser et behov for yderligere beskæringer i kontanthjælpen trods regeringspartiernes ønske.