Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Liberal Alliance har mistet sit sidste medlem af Københavns Borgerrepræsentation, efter at Heidi Wang har forladt partiet til fordel for Venstre.
Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.
»Jeg vil fortsat kæmpe for den liberale sag, og det kan jeg bedre gøre i et fællesskab med andre partikolleger.«
»Og Venstre er klart det parti, der ligger tættest på mine politiske standpunkter,« skriver Heidi Wang i meddelelsen.
Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard, skriver om Heidi Wangs tilbagekomst til partiet, som hun repræsenterede, før hun skiftede til Liberal Alliance i 2010:
»Vi kender Heidi som en flittig og ordentlig politiker med hjertet på det rette sted, og glæder os, til hun bliver en del af vores gruppe igen.«
Tidligere i maj skiftede Liberal Alliances andet medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra partiet til De Konservative. Her var tale om Karina Bergmann.
»Jeg er opvokset i den konservative højborg Vallensbæk Strand med borgerlige forældre og konservative værdier, og inden for den seneste tid kan jeg mærke, at jeg orienterer mig mere mod de værdier end liberalismen,« skrev hun på Facebook i den forbindelse.
Karina Bergmann blev under kommunalvalget kendt for en række valgplakater, der i teksten slog fast, at hun ikke var den tidligere borgmester for beskæftigelse- og integration i København Anna Mee Allerslev.
Anna Mee Allerslev var på det tidspunkt meget omtalt for sit bryllup, der blev afholdt på rådhuset, samt for renovering af sin lejlighed af et selskab, der også havde kontrakter med kommunen.
»Nej, det er ikke mig med brylluppet på rådhuset,« var et eksempel på en tekst fra Karina Bergmann.
Liberal Alliance fik ved kommunalvalget i 2017 3,9 procent af stemmerne i København hvilket altså svarede til to medlemmer af den 55 medlemmer store borgerrepræsentation.
På landsplan fik Liberal Alliance 2,6 procent af stemmerne ved kommunalvalget - en mindre tilbagegang.
Ifølge partiets hjemmeside har man nu 23 byrødder Danmark over.
/ritzau/