LA klar til EU-retsopgør om modkøb

EU skal ikke blande sig i, at Danmark stiller krav om modkøb, når forsvaret køber materiel i udlandet. Det mener Liberal Alliance, der gerne tager en retssag mod EU.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU-Kommissionen skal blande sig fuldstændig uden om den danske modkøbsmodel, der betyder, at udenlandske våbenproducenter eksempelvis bliver pålagt at købe dansk, når forsvaret lægger en ordre hos dem.

Det mener Liberal Alliance, efter at regeringen har udarbejdet et lovforslag om at indstille modkøbsmodellen som følge af krav fra EU og trusler om en retssag mod Danmark.

»Jeg kan ikke se noget som helst formål med, at EU blander sig i det her. Det er dansk erhvervspolitik, det er udelukkende et spørgsmål om indkøb til Danmark, så jeg har meget svært ved at se de rationelle grunde til, at EU skal blande sig i det,« siger erhvervsordfører Mette Bock (LA).

Ifølge lovforslaget fra erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) skal Danmark nu til at efterleve et flere år gammelt krav fra EU-Kommissionen om, at der kun må kræves modkøb ved indkøb af forsvarsmateriel, når der er »konkrete« og »væsentlige sikkerhedsinteresser« på spil. Samtidig begrænser lovforslaget antallet af virksomheder, der kan få lov til at udføre de modkøbsordrer, det stadig vil være muligt at stille krav om efter nytår.

Hvis ikke Danmark lever op til EUs krav, truer Kommissionen med en retssag, skriver Berlingske, og hvis det er tilfældet, så må Danmark tage det opgør, mener Mette Bock.

»Vi skal tage kampen i EU om det. Helt klart. Vi skal ikke bare lægge os ned. Vi bliver nødt til at gøre, hvad vi kan, for at sikre, at vi fra dansk side har ret til at foretage de indkøb og stille de betingelser, som vi ønsker at stille,« siger hun.

Liberal Alliance er bekymret for fremtiden for den danske forsvarsindustri, hvor en væsentlig del af den samlede omsætning på omkring to milliarder kroner er relateret til modkøbsordrer.

Regeringens lovudkast sætter ikke tal på effekten for branchen, men »forventer en reduktion« af modkøbsordrerne. Mette Bock regner med, at loven får »store, økonomiske konsekvenser« for forsvarsindustrien.