Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opretter en ny ligestillingspris, som får navnet Bodil Koch-prisen.

Bodil Koch var en socialdemokratisk politiker, som sad i Folketinget fra 1947 til 1971.

Hun var Danmarks første kirkeminister og kulturminister, og hun var den blot tredje kvindelige minister i Danmark, skriver Kulturministeriet onsdag i en pressemeddelelse.

»I dag er det kvindernes internationale kampdag. En dag, hvor vi markerer kvindekampens fremskridt, men hvor vi også er nødt til at indse, at der fortsat er meget at kæmpe for. Også i kunst- og kulturlivet,« siger Jakob Engel-Schmidt.

»Vi skriver 2023 i kalenderen, men alligevel er det sådan, at ens mulighed for at udfolde sig og få succes påvirkes af ens køn og hudfarve. Det vil jeg gøre noget ved. Derfor har jeg oprettet en helt ny pris.«

»Bodil Koch-prisen skal hylde dem, der tager ansvar og gør en forskel for at skabe ligestilling og diversitet i kulturlivet, og så håber jeg, at prisen vil skabe masser af debat og inspirere endnu flere til at tage kampen op,« siger han.

Bodil Koch-prisen bliver uddelt for første gang i år, og herefter skal den uddeles årligt.

Prisen skal gives til en person eller en organisation, der yder en »exceptionel indsats for at fremme ligestilling og/eller diversitet inden for kunst- og kulturlivet«.

Kulturministeren sidder med i komiteen, der skal uddele 100.000 kroner til vinderen. De nominerede skal indstilles af udvalgte kunst- og kulturorganisationer.

I komiteen skal desuden sidde udøvende kunstnere og fremtrædende personer i ligestillings- og diversitetsdebatten på kunst- og kulturområdet.

Komiteen består i år Caspar Eric, Christina Rosendahl, Fallulah, Marie-Lydie Nokouda, Sofie Linde og Mette Bennedsen.

Sidstnævnte er Bodil Kochs barnebarn og datter af tidligere kirkeminister og undervisningsminister Dorte Bennedsen (S).

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.