Kritik af madkonkurrence: »Risiko for avanceret korruption«

Fødevareministeren ønsker med en kåring af Danmarks nationalret at skubbe danskernes madvaner i en sundere retning. Det risikerer at udvikle sig til et avanceret diktatur og viser, at dansk politik er under opløsning, lyder reaktionerne.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor meget skal politikerne blande sig i vores privatliv?

Det spørgsmål rejser sig, efter fødevareminister Dan Jørgensen (S) udskrev konkurrencen om at finde Danmarks nationalret. Ministeren føjede med konkurrencen en konkret dimension til den »madrevolution«, han antændte i sommer, da han gik verbalt til angreb på usund mad og opfordrede forbrugerne til at købe danske fødevarer.

Med konkurrencen kan fødevareministeren føjes til rækken af politikere, som ønsker at påvirke danskerne i en bestemt retning.

I 2007 ville daværende familieminister, Carina Christensen (K), have danskerne til at føde godt tre børn pr. familie i stedet for de i gennemsnittet 1,8 børn. Og i 2012 ville Andreas Steenberg, trafikordfører for Radikale Venstre, tvinge børn under 15 år til at køre med cykelhjelm.

»Der er en tydelig tendens til, at politikere farer op og beskæftiger sig med mindre og mindre sager. De går ind over det, vi tidligere opfattede som privatlivets område. Det er en tendens, som betyder politikens opløsning,« siger Claes Kastholm, kommentator ved Berlingske.

»Det er farligt,« forsætter han, »hele bevægelsen betyder, at politik, som vi traditionelt forstår det, og som vores opfattelse af folkestyret er bygget på, er under opløsning. Hvis ikke politikerne havde et konstant profileringsbehov, ville kåringer af nationalret eller påbud og cykelhjelme slet ikke forekomme.«

Han kalder konkurrence for »symbolpolitik« og mener, at ministeren forsøger at fjerne fokus fra større problemer som svinebakterien MRSA CC 398, der har ramt flere danske svinebestande.

I stedet leder ministeren opmærksomheden hen på madvaner, og det er selvom danskerne slet ikke bryder sig om, at politikerne blander sig i, hvad de putter i munden. Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet A&B Analyse sidste år fortog for Altinget.dk, hvor 48 procent af danskerne svarede, at når det kommer til mad og sund, så skal politikerne blade sig helt uden om.

Martin Ågerup, direktør for tænketanken Cepos, mener heller ikke, politikerne skal blande sig i danskernes madvaner.

»Der er en foruroligende og vidtgående accept af, at det er i orden kraftigt at begrænse individets frie valg og gribe ind i privatsfæren, så længe det sker i folkesundhedens tegn,« siger han.

Ågerup har svært ved at trække en grænse for, hvor meget politikerne skal blande sig i borgernes vaner.

»Men man skal som politiker være opmærksom på, at man har magt og man bliver lyttet til, alene fordi man er den, man er. Det er ikke argumenternes lødighed eller budskabets relevans, der er afgørende. Det afgørende er den mund, budskabet kommer fra,« siger han og uddyber:

»Når politikere ytrer sig, har det en betydning ud over alle andre, og der ligger en latent trussel, om at det næste skridt kan være en ny lovgivning, og alle interessenter er interesseret i at have et godt forhold til ministeren. Derfor skabes der en risiko for avanceret korruption, hvor ministrere ved at udtrykke forskellige værdier og normer, lægger pres på forskellige interessenter, der så vil have noget til gengæld.«

I centrum-venstre tænketanken Cevea roser analysechef Jens Jonatan Steen fødevareministerens for at tage diskussionen om danskernes madvaner og tør udfordre danskernes madvaner.

»Ministeren skal selvfølgelig ikke gribe ind i vores liv eller anvende skøre gimmicks og tom snak. Men når han stiller spørgsmålstegn og tager en diskussion om, hvordan vi kan leve endnu sundere, så er det konstruktivt, visionært og fremadrettede. Det skal der være plads til.«

AFSTEMNING: