Kritik af Løkke: Tager æren for andres arbejde

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at han »har skabt« 79.000 job. Men det rigtige tal er 2.500 ifølge Finansministeriet.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Læs mere
Fold sammen

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forrige søndag måtte skrinlægge regeringens planer om at hæve pensionsalderen yderligere, fremhævede han, at regeringen alligevel var på rette vej og allerede har skabt tusindvis af job.

»Jeg glæder mig hver aften – når jeg går i seng – over, at vi trækker Danmark den rigtige vej. Vi har skabt 79.000 private arbejdspladser, siden vi kom i regering,« sagde Løkke til DR.

Men ifølge Finansministeriets egne tal har V-regeringen og VLAK-regeringen siden valget blot gennemført politiske aftaler, der øger beskæftigelsen med 2.500 personer på sigt. Det skriver Jyllands-Posten.

De 79.000 personer, som Løkke fremhæver, skyldes ifølge økonomer hovedsageligt forbedrede økonomiske konjunkturer og tidligere regeringers reformer.

»Det er klart at oversælge de politiske resultater, når det ikke er regeringens politik, der bidrager med et øget arbejdsudbud, så beskæftigelsen kan stige. Og fremgangen i konjunkturerne kan heller ikke tilskrives den faktisk førte politik af regeringen,« siger professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen.

Socialdemokratiet beskylder regeringen for at pynte sig med lånte fjer.

»Regeringen oversælger igen sine politiske resultater. Den konjunkturfremgang, vi ser, er ikke båret af beslutninger fra den her regering. Selv hvis Lars Løkke sad fuldstændig stille, var flere kommet i arbejde,« siger finansordfører Benny Engelbrecht (S) til Jyllands-Posten.

Regeringen præsenterer tirsdag en ny økonomisk 2025-plan, der vil fastholde en målsætning om, at reformer skal øge beskæftigelsen med 55.000 – 60.000 personer mere, end der allerede er udsigt til.

I lyset af den målsætning, er det stærkt problematisk, at regeringen har leveret så lidt, mener De Radikale.

»Det savner enhver troværdighed, at statsministeren bruger udviklingen i beskæftigelsen til at vise, at han har succes, når han ikke er i nærheden af at indfri sine egne mål,« lyder det fra De Radikales politiske leder, Morten Østergaard.

De 2.500 job, som Løkke har skabt, stammer fra et kontanthjælpsloft, en integrationsydelse og en nedsættelse af registreringsafgiften.

»Det er et pauvert resultat,« siger cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen til Jyllands-Posten.

Finansminister Kristian Jensen (V) anerkender, at der er et stykke vej:

»2.500 personer er en god start, men det er slet ikke nok.«

Kristian Jensen fastholder dog, at regeringen godt kan tage æren for den stigende beskæftigelse, der har været i de senere år.

»Regeringen er ansvarlig for den førte økonomiske politik, og konjunkturerne hænger sammen med den førte politik,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra statsministeren.