Kristian Thulesen Dahl overvejer sin fremtid i Dansk Folkeparti: »Jeg har stadig rigtig mange gode venner tilbage i partiet«

Den tidligere formand frygter, at Dansk Folkeparti kan ende med at lide samme skæbne som Fremskridtspartiet gjorde i 1990erne.

Kristian Thulesen Dahl er ikke helt afklaret omkring en eventuel fremtid i det parti, han selv har været med til at stifte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den seneste tid er presset på Kristian Thulesen Dahl steget.

Bliver han i Dansk Folkeparti, eller forlader han det, ligesom ti andre folketingsmedlemmer har gjort i løbet af den seneste valgperiode?

Blandt andre den nuværende formand Morten Messerschmidt har presset på for at få sin forgænger til at bekende kulør.

På Facebook skriver den tidligere formand for parti, at kritikere og spørgere ikke skal forvente at få det spørgsmål besvaret lige med det samme.

»Jeg overvejer selvfølgelig min situation lige nu. Mange af mine gode venner har forladt partiet. Men jeg har stadig rigtig mange gode venner tilbage i partiet,« skriver Kristian Thulesen Dahl og fortsætter.

»Samtidig har jeg været med til at stifte partiet og været formand i næsten 10 år. Så de, der bare lige mener, at jeg skal tage mit tøj og forsvinde, evner ikke at forstå de følelser, der også er på spil efter så mange år.«

Han opfordrer desuden folk til at tale ordentligt om hinanden. Også de folketingsmedlemmer og ansatte der måttet have forladt partiet.

»De fortjener at blive anerkendt for alt det, de har gjort for vores fælles sag. Ikke hånet fordi alt det, der er sket, har betydet, at de nu ser sig nødsaget til at gå en anden vej,« skriver han.

»Tøsedreng«

I løbet af fredag og lørdag forlod de fire folketingsmedlemmer Dennis Flydtkjær, Jens Henrik Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen partiet, der i længere tid har været præget af omfattende uro og interne skærmydsler. Kristian Thulesen Dahl har tidligere meldt ud, at han ikke genopstiller for Dansk Folkeparti ved et kommende folketingsvalg.

Og lørdag satte partiets folketingskandidat fra Frederikshavn Nana Harring så ord på den utilfredshed, hun selv nærer til Kristian Thulesen Dahls manglende stillingtagen.

»Kristian Thulesen Dahl er en tøsedreng,« skrev Nana Harring på Twitter.

Ifølge Jyllands-Posten har det tweet, som forfatteren nu har skjult for alle andre end sine egne godkendte følgere, udløst en advarsel fra DFs lokalafdeling i Frederikshavnkredsen.

Til en vis overraskelse for mange delte Pia Kjærsgaard dog tweetet på sin egen Twitter-profil.

I sit opslag på Facebook sender Kristian Thulesen Dahl da også et indirekte, men skarp henvendelse til Kjærsgaard.

»Øger det danskernes respekt for DF, at vi kalder hinanden for øgenavne? Som var det tilbage i skolegården? Øger det respekten for DF, at vi selv leder danskernes tanker hen på det ballademøde, der var i Fremskridtspartiet i 1995, og som DF opstod på ruinerne af,« skriver han.

Og netop ordvalget »tøsedreng« har givetvis en særlig betydning for Kristian Thulesen Dahl.

Da Fremskridtspartiet, som han dengang var medlem af, i 1995 smeltede ned, gik partiets folketingsmedlem Kristen Poulsgaard nemlig på scenen til landsmødet og bekendtgjorde, hvad han syntes om Kristian Thulesen Dahl og partiets hovedbestyrelse.

»Det er for dårligt! Tøsedrenge,« sagde han.