Kristian Jensen skal tilbage på skolebænken: Starter på bestyrelsesuddannelse

Gruppemøde i Venstre efter Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen er gået af som formand og næstformand for partiet. Sted: Christiansborg. Kristian Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Venstres forhenværende næstformand, Kristian Jensen, oplyste tirsdag i et opslag på Facebook, at han skal tilbage på skolebænken.

Skolearbejdet kommer til at udarte sig i et uddannelsesforløb på Niels Brock Executive Board Education - et seksdages bestyrelses-uddannelseskursus. Til B.T. slår han fast, at han fortsætter som medlem af Folketinget.

»Jeg har brugt tiden på at ryste hovedet og overveje, hvad jeg gerne vil lave og tænkt på, hvad jeg vil lave. Så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at kombinere mine evner med bestyrelsesarbejdet. Men jeg har ikke nogen planer eller nogen tilbud på hånden,« siger Kristian Jensen til B.T, og fortæller:

»Jeg har siddet som finansminister og kigget ind i bestyrelserne, og det er et område, hvor jeg kan bruge mine kvalifikationer ved siden af det politiske arbejde i Folketinget.«

Så du fortsætter som medlem af Folketinget?

»Ja, det gør jeg.«

På Niels Brocks hjemmeside skrives der om uddannelsen, at den retter sig mod nuværende og kommende bestyrelsesmedlemmer fra små, mellemstore eller store virksomheder, der ønsker at blive 'bedre klædt på til at imødekomme de stigende krav og voksende opmærksomhed på bestyrelsens arbejde og ansvar'.

Sigter du mod et mere fast arbejde som bestyrelsesmedlem ligesom Søren Pind?

»Det har jeg ikke nogen planer om. Jeg er folketingsmedlem, og jeg glæder mig til at komme i gang med det det parlamentariske arbejde,« siger han.

Kristian Jensens udmelding om, hvad fremtiden skal bringe er den første, efter han trak sig som næstformand 31. august efter partiets skæbnemøde i Brejning, der resulterede i, at Lars Løkke Rasmussens trak sig som formand for Venstre.

Siden Venstres berømte og berygtede hovedbestyrelsesmøde i 2014 har der internt i partiet raset en fløjkamp mellem støtter af Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

I søndags afslørede Lars Løkke Rasmussen, at han fortsætter som menigt folketingsmedlem i Venstre, og at det i lang tid har været hans plan, at Jakob Ellemann-Jensen skulle være arvtager til formandsposten.

I et pressemøde i slutningen af august, fortalte en tydeligt berørt Kristian Jensen, at han ikke kunne svare på, om fratrædelsen som næstformand også betød et farvel til politik.

Hvornår stod det klart for dig, at du vil fortsætte som medlem af Folketinget?

»Det stod rimelig hurtigt klart for mig, at jeg gerne vil gøre det politiske arbejde færdigt. Der var ikke en bestemt dato eller klokkeslæt, jeg tænkte bare, at det var oplagt,« siger Kristian Jensen.

Både du og Lars Løkke kommer til at blive menige medlemmer af Folketinget - set i lyset af de stridigheder, der har været internt i Venstre, har du så ikke haft betænkeligheder ved at blive i Folketinget?

Til det spørgsmål svarer Kristian Jensen med et kortfattet:

»Nej.«