Kristian Jensen: Regeringen er klar til at bombe i Syrien

De danske F16-fly skal, når de genoptager kampen mod Islamist Stat, kunne bombe terroristmål i Syrien og ikke kun Irak. Terroren i Paris kræver et markant svar, siger udenrigsminister Kristian Jensen.

»Der er brug for, at vi får danske F16-kampfly tilbage så hurtigt som muligt. Regeringen ønsker, at de skal tilbage med et bredere mandat, så det bliver muligt at bekrige ISIL (Islamisk Stat, red.) der, hvor de måtte være - uanset om det er på den ene eller anden side af grænsen mod Syrien,« siger udenrigsminister Kristian Jensen til Berlingske Nyhedsbureau. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når de danske F16-fly er klar til at genoptage kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), skal de ikke kun kunne bombe mål i Irak som hidtil. Indsatsen skal udvides til også at dække mål i Syrien, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) til Berlingske Nyhedsbureau.

Terrorangrebet i Paris, hvor mindst 129 har mistet livet, viser ifølge den danske udenrigsminister med al tydelighed, hvor stort behovet er for at handle i kampen mod terroristerne.

»Det øger behovet for, at vi svarer markant og robust igen,« siger han og uddyber:

»Der er brug for, at vi får danske F16-kampfly tilbage så hurtigt som muligt. Regeringen ønsker, at de skal tilbage med et bredere mandat, så det bliver muligt at bekrige ISIL (Islamisk Stat, red.) der, hvor de måtte være - uanset om det er på den ene eller anden side af grænsen mod Syrien.«

Forleden besluttede et bredt flertal i Folketinget at sende en mobil radar med tilhørende operatører til Irak i kampen mod IS. Radaren skal bruges til at støtte luftangrebene mod IS i både Irak og Syrien. Den mobile radar afløser de danske F16-fly, som er kaldt hjem på pause.

Kristian Jensen erkender, at det hidtil har været en styrke for IS, at terrorbevægelsen har kunnet flytte sine tropper forholdsvis frit mellem Irak og Syrien. Det har betydet, at terroristerne har kunnet søge ly i Syrien, når lande som Danmark ikke har villet bombe IS-mål i Syrien.

»Der er brug for et bredere og mere robust mandat til at få stoppet den her terrorbevægelse,« siger Kristian Jensen.

Han har ikke et bud på, hvornår de danske F16-fly atter kan sendes på vingerne.

»Det afhænger af, hvornår de fly, vi har trukket hjem, er klar til at blive sat ind igen. Der lytter vi naturligvis til Forsvaret og hører efter, hvornår man her mener, at flyene er klar til at blive sat ind igen. Jeg håber, at det bliver snart,« siger Kristian Jensen.

Selv om regeringen nu erklærer sig klar til at udvide kampen mod IS, kommer det ikke på tale at indsætte danske soldater på syrisk jord, som de Konservative ellers erklærer sig klar til.

»Jeg mener ikke, at vi skal have danske soldater sat ind,« siger Kristian Jensen.