Kristian Jensen: Politiske sekretariater giver kæmpe problemer

Venstres gruppeformand er kritisk over, at S-regeringen vil oprette flere politiske sekretariater.

Kristian Jensen
Foto: Mads Claus Rasmussen

Statsminister Mette Frederiksen (S) har planer om at oprette politiske sekretariater i andre ministerier end Statsministeriet, hvor hun har indsat sin mangeårige personlige rådgiver, Martin Rossen, som stabschef.

I Berlingske fortæller hun søndag, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er ved at opbygge et lignende politisk sekretariat, der skal rådgive ministeren. Flere kan være på vej, siger statsministeren.

Selv om manøvren med at indsætte Martin Rossen som stabschef er blevet godkendt af Folketingets jurister, så er ordningen stærk problematisk. Det mener Kristian Jensen, der er gruppeformand og næstformand i Venstre.

»De (stabscheferne, red.) er netop ikke folkevalgte, de er ikke demokratisk valgt af folket eller står på anden måde til ansvar over for folket.«

»Derfor er det det modsatte af en demokratisering, det er en teknokratisering af politik i Danmark,« siger han til Ritzau.

Martin Rossen får plads i både regeringens magtfulde økonomiudvalg og koordinationsudvalg, hvor ellers kun ministre har sæde.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er af V-formand Lars Løkke Rasmussen blevet beskyldt for at bryde med dansk forvaltningstradition ved at sætte en partisoldat og ikke-folkevalgt som Martin Rossen til at stå i spidsen for et sekretariat af neutrale embedsmænd.

Kristian Jensen mener ligeledes, at den traditionelle uafhængighed i embedsværket bliver »mudret« og »uklar« med den nye konstruktion.

»Normalt ligger det faglige niveau i embedsværket. Det ligger uafhængigt af, hvem der er politikere. Uanset hvilket partibogstav ministeren har efter sit navn, så er det den samme faglighed, der bliver lagt frem.«

»Men hvad nu, når det er politisk ansatte, der i sidste ende kan godkende, om et notat er godt nok? Eller ændre et notat, hvis det ikke passer ind i ministerens ønsker?«

»Det tror jeg kommer til at give kæmpemæssige problemer og uklarhed i forhold til de notater og besvarelser, der bliver givet fremadrettet,« siger han.

Mette Frederiksen siger i interviewet med Berlingske, at der ikke er grund til bekymring i forhold til Martin Rossens rolle i Statsministeriet, fordi »den, der står til ansvar, er mig«.

Det er slet ikke nok til at berolige Kristian Jensen.

»Man skaber en situation, hvor vi ikke som folketing kan holde en person, der har beslutningskompetence i økonomiudvalget og koordinationsudvalget, til ansvar for de beslutninger, der bliver taget,« siger han.

Kristian Jensen peger på, at Martin Rossen for eksempel har plads i økonomiudvalget, hvor statsministeren ikke selv sidder med.

»Mette Frederiksen sidder ikke selv med i økonomiudvalget. Hun har ikke været en del af drøftelserne og beslutningsprocessen. Det vil Martin Rossen så have været.«

»Derfor bliver det uklart, hvem der egentlig skal have ansvaret for de beslutninger, der bliver taget,« siger han.

/ritzau/