Kristendemokraterne kan være på vej i Folketinget

Kristendemokraterne er kun 2.000 stemmer fra et kredsmandat i Vestjylland, viser ny meningsmåling. Partiet peger på Lars Løkke Rasmussen.

Kristendemokraterne er kun 2.000 stemmer fra et kredsmandat i Vestjylland, viser ny meningsmåling. Partiet peger på Lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Mens både borgerlige politikere og politiske analytikere har stået i kø for at dømme Kristendemokraterne ude, så kan det lille parti overraske i Vestjylland.

Ifølge en Gallup-måling for Berlingske står partiet til 4,6 procent af stemmerne i Vestjyllands Storkreds, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Det er ikke bare en fremgang på næsten to procentpoint i forhold til valget for fire år siden. Det bringer også Kristendemokraterne tæt på at sikre sig et kredsmandat i den vestjyske højborg.

Med udgangspunkt i stemmetallene fra sidste gang svarer målingens 4,6 procent til godt 15.000 stemmer. Ved det seneste valg kostede storkredsens »billigste« mandat omkring 17.000 stemmer, oplyser forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Det betyder, at partiet mangler omkring 2.000 vestjyske stemmer for at sikre sig det eftertragtede kredsmandat.

»Det er en fantastisk god nyhed for os. Jeg har hele tiden sagt, at der er opbakning til vores politiske budskaber, så selvfølgelig tror jeg på det. Også selv om andre har haft travlt med at advare om stemmespild,« siger Kristendemokraternes spidskandidat i Vestjyllands Storkreds, Kristian Andersen, til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Venstres lokale folketingsmedlem, Esben Lunde Larsen (V), har tidligere advaret Kristendemokraternes vælgere mod at stemme på partiet på grund af risikoen for stemmespild. Det skyldes, at partiets stemmer ikke tæller med, hvis partiet ikke kommer over spærregrænsen.

Dermed risikerer partiet at bidrage til at gøre Helle Thorning-Schmidt (S) til statsminister.

»Men nu kan det ende med, at vi rent faktisk gør Løkke til statsminister,« siger Kristian Andersen.