Krisemøde skal bremse selvcensur

Kulturministeren kalder kunstnere sammen for at tage "et demokratisk problem" i opløbet, efter at en undersøgelse har vist, at kunstnere ikke længere tør ytre sig frit.

Foto: Steffen Ortmann

Truslerne mod Kurt Westergaard og de andre Muhammed-tegnere må ikke have virket. Derfor indkalder kulturminister Carina Christensen (K) nu de danske kunstneres organisationer til et møde for at drøfte, hvordan de kan stoppe den gryende selvcensur.

Det sker efter, at en undersøgelse i Ugebrevet A4 har afsløret, at mange danske kunstnere ikke længere tør ytre sig helt frit.

- Det er stærkt bekymrende og et demokratisk problem, hvis kunstnere udøver selvcensur og afholder sig fra ytringer og kunstneriske projekter. På baggrund af A4's undersøgelse vil jeg nu invitere kunstnernes organisationer ind til en drøftelse af de tendenser, der fremgår af undersøgelsen, siger Carina Christensen.

Ifølge undersøgelsen, der er foretaget blandt 654 forfattere, billedkunstnere og museumsledere, har hver ottende forkastet "projekter" på grund af selvcensur.

Næsten halvdelen af de adspurgte mener, at ytringsfriheden herhjemme er truet.

Undersøgelsen vækker bekymring blandt politikere i alle partier, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er bekymret over undersøgelsens resultater:

- Det understreger, at vi som samfund står overfor et meget principielt problem, siger statsministeren.

/ritzau/