Krigsofre kan ikke trænge igennem dansk retssystem

Det kan stort set ikke lade sig gøre for irakiske krigsofre at få erstatning, hvis danske bombefly har forvoldt skade. Det vurderer flere eksperter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er så godt som umuligt for civile ofre og deres familier at gå til de danske domstole, hvis de mener, at danske bomber har dræbt eller såret deres kære under militæraktionen mod IS i Irak.

Sådan lyder det fra flere folkeretsjurister i dagbladet Information, efter forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i et svar til Folketingets Forsvarsudvalg har skrevet, at »eventuelle erstatningssøgsmål i den forbindelse vil kunne anlægges ved de danske domstole efter retsplejelovens almindelige regler«.

Ifølge de jurister, som Information har talt med, er udmeldingen en gratis omgang for forsvarsministeren. En sådan erstatningssag ikke vil kunne finde sted i praksis, da de pårørende er nødt til at bevise, at Danmark står bag angrebet, hvilket er svært i en krig, hvor Forsvaret ikke giver præcise detaljer om, hvor og hvornår de danske fly bomber.

Derudover skal det bevises, at angrebet er ulovligt i forhold til folkeretten, der ikke forbyder drab på civile, hvis omfanget af skaden er proportionel med nødvendigheden af at ramme det militære mål.

De mange forhindringer betyder ifølge Frederik Harhoff, der er juraprofessor og folkeretsekspert, at det i praksis er umuligt at få en sag for en domstol.

»De faktiske muligheder, en irakisk bonde har for at anlægge en retssag i Danmark, er minimale, og hans mulighed for at vinde sagen - hvis den faktisk blev anlagt - er helt illusorisk,« siger han til Information.