Krigsminister under belejring

Carl Holst blev oprindeligt udnævnt til forsvarsminister, fordi han skulle være manden, som med godt politisk håndværk, sikker dømmekraft og gode kommunikative evner skulle bringe dansk forsvar gennem en svær omstillingstid. I stedet har en række uheldige sager overskygget ministerens arbejde.

Møgsagerne har fyldt meget i forsvarsminister Carl Holsts korte ministertid, og den seneste sag om, hvorvidt en skatteyderbetalt medarbejder i Region Syddanmark har ført valgkamp for ham i forsommeren, har han selv med sine udtalelser været med til at sætte fokus på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den langvarige nedbrydning af Carl Holsts image er efterhånden blevet til en fast medieføljeton, som truer med at fjerne fokus fra hans vigtige mission som forsvarsminister.

Carl Holst blev oprindeligt udnævnt til forsvarsminister, fordi han skulle være manden, som med godt politisk håndværk, sikker dømmekraft og gode kommunikative evner skulle bringe dansk forsvar gennem en svær omstillingstid.

I stedet er Holst blevet reduceret til vingeskudt krigsminister under konstant belejring.

Onsdag tog sagen en ny drejning, da Peter Hansen – Venstres borgmesterkandidat i Sønderborg ved det seneste kommunalvalg – skrev på Facebook, at han var blevet kontaktet og nærmest truet af forsvarsministerens nytiltrådte spindoktor. Dermed fik forsvarsministeren og hans nærmeste allierede endnu engang demonstreret, hvordan de i sjælden grad mestrer at holde møgsager kørende i det uendelige.

Det samme var tilfældet, da Carl Holst som nyudnævnt minister fik en brutal behandling i medierne, fordi han havde taget imod et stort eftervederlag fra sin tid som regionrådsformand, samtidig med at han kunne hæve sin nye milliongage som forsvarsminister. Også i dette forløb blev sagen forlænget og forværret af en ringe håndtering.

På samme måde har Carl Holst i de seneste døgn været med til at kaste benzin på bålet i den debat, der handler om, hvorvidt han som regionsrådsformand lod en af regionens medarbejdere føre valgkamp for sig i forsommeren. Ifølge Carl Holst havde medarbejderen – der i dag er hyret som ministerens spindoktor i Forsvarsministeriet – intet med valgkampen at gøre. Men flere medier kan dokumentere, at medarbejderen var aktiv, bl.a. med at forfatte debatindlæg under valgkampen, ligesom han på sit visitkort kaldte sig for regionsrådsformandens personlige assistent.

Carl Holst har selvsagt et problem, hvis han har brugt medarbejderen i sin valgkamp, for man må ikke bruge en offentligt og dermed skatteyderbetalt medarbejder til at føre valgkamp for sig. Men det største problem er efterhånden, at Holst er kommet med så mange halve forklaringer og modstridende oplysninger, at medierne igen og igen har kunnet gennemhulle hans argumenter. Det får blot sagerne til at leve videre og slår endnu større skår af ministerens troværdighed.

Set udefra forekommer det uforståeligt, at netop Carl Holst har fået en så ringe start som ny minister. Da han annoncerede, at han ville tage springet til landspolitikken, fremhævede mange, at det var en af Venstres tunge drenge, som ville stemple ind på Christiansborg. Holst er nemlig ingen nybegynder. Som ung blev han formand for Venstres Ungdom, og han har siden haft en lang og flot karriere som lokal- og regionalpolitiker i Sønderjylland, hvor han i en lang årrække har siddet som amtsborgmester og regionsrådsformand og bl.a. været med til at drive sygehusvæsenet, ligesom han har været næstformand i Danske Regioner.

I mange år har han tillige gjort sig gældende i Venstres organisation, hvor han har været medlem af hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Dertil kommer, at han længe har været kendt som en af de Venstrefolk, der har været tættest på Lars Løkke Rasmussen. Carl Holsts omdømme har været så stærkt, at han i flere omgange er blevet nævnt som et bud på en kommende Venstreformand. Den snak er dog forstummet efter hans nærmest mareridtsagtige debut på Christiansborg med kilometervis af dårlig medieomtale.

Mens de øvrige ministre generelt er kommet godt i gang og har fortalt om deres politiske mål i velturnerede tiltrædelsesinterview, er Carl Holst stort set kun blevet dårligt omtalt.

Hvorfor er det gået så galt? En forklaring er, at Holst i årenes løb har vænnet sig for meget til at være konge af Sønderjylland, hvor han har været urørlig. En anden forklaring er, at springet fra lokal- og regionalpolitik til Christiansborg er stort. Den vellidte SFer Annette Vilhelmsen med solid erfaring fra lokalpolitikken fik smadret sin karriere, da hun rakte ud efter formandsposten i sit vingeskudte parti og ikke magtede opgaven. Søren Pape har på tilsvarende vis måttet erfare, at overgangen fra borgmesterkontoret i Viborg til posten som partileder på Borgen har været barsk.

I landspolitikken straffes fejl nådesløst, politiske modstandere står parat til at udnytte ethvert svaghedstegn, og medietrykket på ministre og partiledere er voldsomt.

Det er Carl Holst i gang med at lære på den hårde måde. På forhånd var han udset til at skulle være en af stjernerne på Løkkes nye hold, mens han i dag fremstår som den mest nederlagsramte og ramponerede af alle ministrene.

Bringer alt dette hans ministerpost i fare? Næppe. For selv hvis Holst ikke har talt sandt om brugen af sin medarbejder i valgkampen, går sagen tilbage til hans tidligere position som regionsrådsformand, og det vil næppe få et flertal i Folketinget til at samle sig i et stormløb mod ministeren. Dertil kommer, at Løkke er indstillet på at give ham lang snor. Tilbage står imidlertid, at Holst skal i gang med et langvarigt arbejde i forsøget på at genoprettet sit image og få manifesteret sig som forsvarsminister, efter at han i så lang tid og med så stor systematik har skudt sig selv i foden.