Kredsformand: Jeg så gerne Heunicke som minister

Dan Jørgensen bliver en »glimrende fødevareminister«, mener Socialdemokraternes kredsformand i Næstved, Men hun havde gerne set, at Magnus Heunicke, som er opstillet i kredsen, havde fået en plads på ministerholdet.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), er flere gange blevet nævnt som en af taberne efter ministerrokaden. Han var et oplagt emne til en ministerpost men blev forbigået.

Lokalformanden for Socialdemokraterne i Næstvedkredsen, hvor Heunicke er opstillet, Ida Marker (S), havde da også håbet på, at der ville falde en post af til den politiske ordfører.

»Jeg havde selvfølgelig gerne set Magnus som minister, men det drejer sig jo altid om at få fyldt op med de bedste mennesker, som, statsministeren vurderer, passer bedst,« siger Ida Marker og tilføjer:

»Som kredsformand i Næstved havde jeg selvfølgelig gerne set, at Magnus var én af dem.«

Kredsformanden kalder det positivt, at EU-parlamentarikeren Dan Jørgensen (S) blev hentet ind som fødevareminister.

»Jeg er helt sikker på, at Dan Jørgensen bliver en glimrende fødevareminister. Det overraskede mig, at han blev hevet ind, men det er, fordi jeg ikke havde tænkt over, at han var i spil. Så jeg blev først overrasket, men så også glad, da jeg hørte det, for Dan er et udmærket bud på en fødevareminister,« siger Ida Marker.

Heunicke selv sagde torsdag efter rokadens offentliggørelse, at han ikke var skuffet over ikke at være blevet minister. Men hos adskillige andre har det givet murren i krogene, at Dan Jørgensen blev hentet ind som minister. Flere medlemmer af Socialdemokraternes folketingsgruppe udtrykker i Berlingske fredag vrede og frustration.

»Det giver en oplevelse af, at statsministeren har kigget på hele folketingsgruppen og tænkt, at der ikke er en eneste her med evnerne til at blive minister. Det er meget frustrerende,« siger en anonym socialdemokrat til Berlingske.

En anden ser det som en krigserklæring, mens en tredje forklarer, at Thorning »har sendt et ekstremt demotiverende signal«.

De angreb ønsker Ida Marker ikke at sige noget om.

»Det har jeg overhovedet ingen kommentarer til.«