S-kandidat med opsigtsvækkende forslag kort før valget – blev øjeblikkeligt banket på plads
Ifølge Socialdemokratiets politiske ordfører er den grønne omstilling vigtig – men det er afgørende, at den foregår på en »social og retfærdig måde«.

Ifølge Socialdemokratiets politiske ordfører er den grønne omstilling vigtig – men det er afgørende, at den foregår på en »social og retfærdig måde«.

I dansk politik er det sjældent nogen god idé at skabe usikkerhed for boligejerne.
Og det er så godt som aldrig nogen god idé at gøre det lige før et valg.
Ikke desto mindre er det præcis, hvad Socialdemokratiets medlem af Europa-Parlamentet, Niels Fuglsang, torsdag morgen gjorde med sit forslag om, at alle boliger senest i 2035 skal være energimærke E eller bedre.
Forslaget præsenterer Niels Fuglsang overfor DR, som skriver, at en sådan regel i gennemsnit vil koste 300.000 kroner for 400.000 boligejere i Danmark.
»Jeg mener, at vi bør stille nogle krav om, at de laveste energiklasser F og G skal udfases. Det koster mange penge for de boligejere, der sidder i sådan nogle boliger, der ikke er isoleret, og hvor varmen forsvinder ud af vinduerne, når de hvert år skal betale for den energiregning,« siger Niels Fuglsang til DR.
Men nyheden med forslaget var knap publiceret af DR, før Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen klappede forslaget ned.
Det skete overfor Ritzau.
»Det her forslag er udtryk for kandidatens egen holdning og ikke et forslag, der nyder opbakning i Socialdemokratiet,« lyder det fra Christian Rabjerg til Ritzau.
Han understreger, at selvom den grønne omstilling er vigtig for Socialdemokratiet, så er det en afgørende præmis, at den foregår på en »social og retfærdig måde«.
Og der er i det forslag ikke blik for i Niels Fuglsangs forslag, mener Christian Rabjerg Madsen.