Kort efter statsministeren indtog talerstolen, gentog hun sit budskab endnu en gang: »Vi kender det alle sammen«

Statsminister Mette Frederiksen har netop afsluttet sin tale ved Folketingets åbning. Her kritiserede hun atter tonen i den offentlige samtale, og så bebudede hun, at regeringen fremover vil gennemføre lovgivning på en mere »synlig« måde, end det er tilfældet i dag.

»Vi må spørge os selv, hvordan vi har kunnet være enige i erkendelsen af store problemer i årtier – uden at få dem løst?« lød det fra statsminister Mette Frederiksen under Folketingets åbning. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Fragmenteret«, »overfladisk« og nok også »for hård«.

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) om den offentlige samtale under hendes tale ved Folketingets åbning tirsdag middag.

Meldingen fra statsministeren skriver sig ind i de seneste ugers debat, hvor statsministeren ved forskellige anledninger har kritiseret både politikere og medier for tonen i den offentlige debat.

Ifølge Mette Frederiksen har den demokratiske samtale »brug for nye vitaminer«.

»Fragmenteret. Overfladisk. Nok også for hård. Vi kender det alle sammen. Især på de sociale medier,« lød det fra statsministeren:

»Vi har brug for som land og som folk at skabe rum til eftertanke og refleksion. Og derfor også en øget opmærksomhed om de dele af samfundet, der bærer den eftertænksomhed. Som giver os muligheden for at leve os ind i andre menneskers liv. Og dermed er nerven i at forstå os selv og vores verden bedre.«

Retorisk spurgte statsministeren desuden:

»Vi må spørge os selv, hvordan vi har kunnet være enige i erkendelsen af store problemer i årtier – uden at få dem løst?«

»Gang på gang oplever vi en uheldig spiral af enkeltsager og forhastet lovgivning – som stjæler opmærksomheden fra det, vi er her for – at løse rigtige problemer til gavn for borgerne.«

Herefter bebudede hun, at regeringen – traditionen tro – vil fremlægge et lovprogram for det nye folketingsår, som er mindre omfattende end normalt.

»Mindre forhastet lovgivning. Hellere færre og til gengæld bedre gennemarbejdede forslag.«

»Og ikke mindst – mere tid til, at alle I, der skal få lovforslagene til at virke for borgerne og virksomhederne – ikke væltes omkuld af lovmøllen.«

Mette Frederiksen nævnte desuden, at lovgivningen skal gennemføres på en mere »synlig« måde, end det er tilfældet i dag.

»En god aftaletekst indeholder i dag afsnit om lovgivningsproces, om økonomi – der bør også i fremtiden være et afsnit om, hvordan aftalen føres ud i livet. Implementeres. Kommer til at virke for borgere og virksomheder.«

En omdiskuteret tale

Statsminister Mette Frederiksen (S) har de seneste uger kredset om den offentlige samtale ved adskillige anledninger.

Det gjorde hun eksempelvis under Socialdemokratiets kongres i Aalborg 18. september, hvor statsministeren stillede spørgsmål ved mediernes rolle i dag:

Hvordan bidrager de bedst muligt til dannelse?

Til at udvikle vores demokrati?

Til at facilitere en offentlig samtale mellem oplyste mennesker?

Bare for at nævne nogle af Mette Frederiksens spørgsmål.

Et andet eksempel er talen på konferencen i Fredericia om reformprogrammet »Fremtidens Danmark« 24. august, hvor det lød:

»Vi politikere har et ansvar for, at det små ikke altid bliver det største. Og det største ikke fortoner sig som de små detaljer. Det ansvar har medierne også. Alt for ofte opstår der en uheldig spiral af enkeltsager, samråd og forhastet lovgivning – som desværre stjæler opmærksomheden fra det egentlige problem.«

Eller under hendes omdiskuterede tale på flagdagen for Danmarks udsendte 5. september:

»En ting er jeg ikke selv i tvivl om. Når vi inde på Christiansborg og i medierne diskuterer Danmarks krigsdeltagelse, så bør det, og så skal det, ske på en mere respektfuld måde end det, jeg synes jeg oplever lige nu,« sagde Mette Frederiksen ved den lejlighed.

Sidstnævnte har statsministeren særligt mødt kritik for, fordi hun ikke efterfølgende har villet konkretisere sine holdninger, og fordi regeringen netop på det tidspunkt blev kritiseret fra flere kanter som følge af evakueringerne fra Afghanistan.