Kort efter midnat delte Trine Bramsen et sort/hvidt Obama-agtigt foto: »Det er lige lovligt opstillet«

Ifølge ekspert i politisk kommunikation er det langtfra tilfældigt, at et usædvanligt billede af forsvarsminister Trine Bramsen og udenrigsminister Jeppe Kofod er blevet delt på forsvarsministerens sociale medier.

Klokken havde lige passeret midnat natten til mandag, da Trine Bramsen (S) delte et noget atypisk billede med sine følgere på Facebook.

Den danske forsvarsminister fremviser ofte billeder fra sit ministerarbejde, og følgerne på det sociale medie har blandt andet set Trine Bramsen præsentere politiske aftaler, besøge udsendte soldater og hjemlige veteraner og tage del i møder med ministerkolleger fra andre lande.