Korrespondent: Danmark bør satse på arbejdsbesøg fra USA

USA's præsident er vild med pomp og pragt, men Danmark bør satse på at få arbejdsbesøg, mener korrespondent.

Kommer USA's præsident, Donald Trump, til Danmark, kan det give en unik chance for at styrke det dansk-amerikanske forhold, vurderer Kristian Mouritzen, sikkerhedspolitisk korrespondent hos Berlingske. Saul Loeb/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Hvis den amerikanske præsident, Donald Trump, lægger vejen forbi Danmark til efteråret, vil det være en stor begivenhed.

Der er størst sandsynlighed for, at det danske samfund får mest ud af besøget, hvis det bliver et arbejdsbesøg med statsminister Mette Frederiksen (S) i modsætning til et officielt besøg hos dronningen.

Det vurderer Kristian Mouritzen, der er sikkerhedspolitisk korrespondent ved Berlingske.

»Med et arbejdsbesøg vil der være mere politisk indhold og mindre pomp og pragt, middag på Fredensborg og modtagelse af dronningen.«

»Man kan sige, at hvis der er noget på tapetet, og det er der altid mellem to nære allierede som USA og Danmark, vil det være bedre på nogle områder i hvert fald, hvis det ikke er et officielt besøg.«

Bliver det et arbejdsbesøg, kan Mette Frederiksen og udvalgte nøgleministre stifte bekendtskab med præsidenten.

Det kan ifølge Mouritzen styrke det dansk-amerikanske forhold og vise præsidenten, at Danmark er en lille, men pålidelig allieret.

»Når man på den anden side kender lidt til Donald Trump, ved man, at det vil være større for ham, hvis han bliver modtaget af dronningen,« siger Kristian Mouritzen.

Trump er kendt for at holde af storladne begivenheder. Under et tidligere besøg i Storbritannien blev han ifølge Mouritzen »stiktosset over, at han ikke fik en guldkaret-tur«.

Det blev afsløret, at Trump måske tager forbi Danmark, i forbindelse med en Europa-tur til efteråret.

1. september besøger han Polen som led i en markering af 80-året for Nazitysklands angreb på landet og udbruddet af Anden Verdenskrig.

Efter at han tirsdag aften dansk tid fortalte det, blev han spurgt, om der var andre stop på turen.

»Vi ser på det. Vi tager måske til Danmark. Vi ser på det,« sagde han.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få bekræftet hos hverken Statsministeriet eller kongehuset, at der skulle være et amerikansk statsbesøg i den nærmeste fremtid.

Alligevel bør oplysningen ikke afskrives, mener Kristian Mouritzen. Mens andre statsledere ofte holder tæt med en udmelding om et statsbesøg, indtil det ligger endeligt fast, er Donald Trump typisk mere åbenmundet.

»Man må gå ud fra, at det ikke er grebet ud af den blå luft, men at der ligger noget i den udtalelse. Men Donald Trump har ved flere lejligheder røbet noget, som han måske burde have tiet med i 48 timer mere, indtil det lå helt i kortene, hvad der skulle ske,« siger Kristian Mouritzen.

Kommer den amerikanske præsident, skal Danmark ikke forvente, at det varer mere end et døgn. Mellem 16 og 24 timer er det sandsynlige, mener Kristian Mouritzen.

/ritzau/