Kornbæk vil være formand

Bodil Kornbæk truer med at forlade Kristendemokraterne, hvis partiets højrefløj får held til afsætte hende som formand ved det kommende landsmøde.

Bodil Kornbek vil ikke være medlem af Kristendemokraterne, hvis partiets højrefløj får hende afsat som formand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Evensen/Scanpix

Der er lagt op til hård konfrontation, når Kristendemokraterne afholder landsmøde sidst i oktober.

Partiets formand, Bodil Kornbek, siger forud for landsmødet, at hun vil melde sig helt ud af partiet, hvis ikke hun bliver genvalgt som formand.

Kornbeks modkandidat til formandsposten er bornholmeren Bjarne Hartung Kirkegaard, og hans linje bryder den nuværende formand sig meget lidt om. Især når det handler om en af partiets gamle mærkesager: abortspørgsmålet.

- Jeg kan ikke være en del af et parti, hvor man accepterer religiøse argumenter. Jeg synes faktisk, det er slemt, at man siger, at abort er en forbrydelse, som skal ind under straffeloven. Jeg synes, det er slemt at kalde det fosterdrab, siger Bodil Kornbek til Ritzau.

Abortspørgsmålet skal ifølge Bodil Kornbek fortsat være et vigtigt emne for partiet, men hun vil ikke acceptere en fordømmende retorik.

/ritzau/