Kontroversielt lovforslag sender regeringen mod mindretal

Et flertal i Folketinget er parat til at sætte ild til et forslag fra regeringen, der giver Arbejdstilsynet adgang til millioner af danskeres private lønforhold i kampen mod social dumping.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: DRESLING JENS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forestil dig, at Arbejdstilsynet begynder at tjekke dine personlige skatteoplysninger. Og forestil dig, at du aldrig bliver informeret om det.

Det kan meget vel blive virkelighed, hvis et nyt lovforslag fra regeringen bliver vedtaget i Folketinget. Et lovforslag, der giver Arbejdstilsynet adgang til 2,8 millioner danskeres private løn- og skatteforhold, og som nu møder massiv modstand fra begge sider af Folketinget.

I Venstre kritiserer næstformand Kristian Jensen forslaget for at være udtryk for unødvendig kontrol, der sætter borgernes retssikkerhed over styr.

»Jo flere der har adgang til oplysninger, desto større er risikoen for, at de bliver misbrugt eller, at der sker læk på grund af menneskelige fejl. Det her forslag er så vidtgående, at det bryder borgernes krav på privatliv,« siger Kristian Jensen.

Lovforslaget er netop sendt i høring af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Samtidig har flere foreninger i Dagbladet Information over de seneste dage kritiseret regeringens ønske om at udvide Arbejdstilsynets beføjelser.

En af dem er IT-Politisk Forening, der advarer mod, at Arbejdstilsynet vil bruge borgernes private oplysninger til noget helt andet, end det oplysningerne i første omgang er tiltænkt, uden borgerne bliver informeret om det.

På Christiansborg får Mette Frederiksens forslag kritik fra begge sider af Folketinget. For mens en samlet borgerlig opposition ikke har interesse i at sikre regeringen de endelige mandater, afviser også beskæftigelsesordfører i Enhedslisten Finn Sørensen at bakke op.

»Hør nu her: Det er ikke Arbejdstilsynets rolle at kontrollere løn og arbejdsvilkår. Det er fagbevægelsens rolle. Når vi taler om social dumping, bør Arbejdstilsynet kontrollere, om landets love bliver overholdt, men det skal altså ikke ske gennem borgernes private oplysninger,« siger Finn Sørensen, der mener, at man i stedet bør styrke indsatsen mod social dumping ved at tilføre flere ressourcer til den indsats, der allerede pågår.

I Liberal Alliance er man enig i Enhedslistens kritik.

»Vi ser det som et klart skred i forhold til borgernes retssikkerhed. Regeringen ser det åbenbart sådan, at målet - altså social dumping - er vigtigere end midlet, at man snager i millioner af borgeres private oplysninger. Men midlet er jo fuldstændig overdrevet,« siger beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, der bakkes op af både Dansk Folkeparti og de Konservative.

Udover adgang til CPR-registret og borgernes personlige skatteforhold lægger regeringen også op til, at tilsynet får adgang til oplysninger om statsborgerskab og hvornår en given borger er kommet til Danmark. Oplysningerne skal derefter bruges til at finde frem til de virksomheder, som benytter sig af billig arbejdskraft.

Berlingske ville gerne have spurgt beskæftigelsesminister Mette Frederiksens om hendes syn på sagen, men det har ikke været muligt at få et interview med ministeren.

Hos de Radikale Venstre har skatteminister Morten Østergaard tidligere bebudet en øget indsats for at sikre borgernes retssikkerhed. Partiets beskæftigelsesordfører, Nadeem Farooq, forstår godt de borgerlige og enhedslistens bekymringer. Han understreger dog, at forslaget er betinget af, at Arbejdstilsynet kan være sin opgave voksen.

»Det er helt afgørende, at de her oplysninger bliver håndteret med meget stor seriøsitet. Derudover skal medarbejderne være meget omhyggelige i deres arbejde,« siger han.

Men det her er jo ikke den eneste måde at bekæmpe social dumping på. Hvorfor ikke benytte sig af andre tiltag, der ikke på samme måde videregiver borgernes personlige oplysninger?

»Der findes ikke noget columbusæg. Derfor handler det også om hele tiden at holde øje med, hvor man kan sætte ekstra ind. Det mener vi så, at man kan her,« siger Nadeem Farooq.

I SF håber man, at regeringen trods den megen kritik formår at skaffe flertal alligevel.

»Vi må erkende, at social dumping er blevet så stort et problem i Danmark, at vi må tage meget vidtrækkende metoder i brug. Risikoen er, at flere og flere virksomheder bliver ved med at undergrave det danske samfund,« lyder det fra SF gruppeformand, Jonas Dahl.