Ved at holde ro og orden og lukrere på Venstres krise har De Konservative formået at stabilisere en markant fremgang i danskernes opbakning siden folketingsvalget i foråret.

Det er politisk kommentator Hans Engells vurdering på baggrund af en ny meningsmåling fra Voxmeter.

Her står De Konservative til at få 9,8 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.

Det er en fremgang på 2,2 procentpoint siden valget, hvor partiet fik 7,6 procent af stemmerne.

Samtidig har det høje resultat ligget stabilt i målingerne, som for en måned siden viste samme niveau på 9,9 procent af stemmerne.

Der kan være to overordnede forklaringer på De Konservatives stabilt høje målinger, siger Hans Engell, der selv er gammel formand for partiet.

For det første har der altid været en sammenhæng mellem Venstre og De Konservatives stemmetal.

- I gamle dage sagde vi, at hver gang Venstre gik ned, gik Konservative op – og omvendt, lyder det fra Hans Engell.

Det er i udpræget grad stadig sandt i dag.

De Konservative har haft positioneret sig tæt op ad Venstre, blandt andet ved at pege på V-formand Troels Lund Poulsen som statsministerkandidat.

Det betyder, at utilfredse Venstre-vælgere let kan skifte til De Konservative, når der er uro i partiet.

Netop uro har der været rigeligt af i Venstre på det seneste, og partiet er da også gået 2,7 procentpoint tilbage i meningsmålingen fra Voxmeter siden valget.

Dermed ligger Venstre i denne uges måling på 7,4 procent af stemmerne – et hop op fra sidste uges måling på 5,9 procent.

Samtidig med at Venstre har haft ophidsede kampe, har Konservative stået stabilt i offentligheden.

Formand Mona Juul har anlagt en blød stil uden store, kontroversielle sager, vurderer Hans Engell.

- Konservative har været meget forsigtige med at melde alt for firkantet ud, siger han.

Det kan være ud fra et rationale om, at man skal dosere opmærksomheden. Til tider kan det være godt at undgå søgelyset i for høj grad.

Samtidig skinner det dog igennem i Mona Juuls ledelsesstil, at hun vil placere De Konservative i egen ret.

Hun sender stikpiller til Dansk Folkeparti i taler, og hun afviser at deltage i et blåt konvent, som ellers fungerede som et samlingspunkt for det borgerlige Danmark sidste år.

- Det virker som om, at Mona Juul vil holde alle muligheder åbne og har lagt en kritisk tone til de blå, siger Hans Engell.

I stedet vil De Konservative søge indflydelse i forhandlinger med regeringen, hvilket gør dem til et parti, som blå skænderier ikke smitter af på.

- Samlet set kan man sige, at De Konservative ligger lunt i svinget, siger Hans Engell.

Med sine 9,8 procent i den seneste måling er De Konservative stadig mindre end Dansk Folkeparti, men dog større end Liberal Alliance.

- Selv om det er relativt små tal og små skift, så bygger de stille og roligt opad, siger Hans Engell.

RITZAU