Konservative vil presse regeringen til burkaforbud

Regeringen er splittet på spørgsmålet om et burkaforbud. K er for, LA imod. Venstre er i tænkeboks.

De Konservative ser ikke nogen grund til at vente med at indføre et forbud mod heldækkende beklædninger som den muslimske burka.

Problemet er bare, at VLAK-regeringen er splittet på området. Mens De Konservative er for, så er regeringspartneren Liberal Alliance lodret imod.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i sidste uge, at Venstres burkadebat er sat i bevægelse. Han har i øjeblikket ikke et svar på, om Venstre er for eller imod.

Men hos De Konservative er der ingen tvivl.

»Det er ikke afgørende, om det er 100 eller 1000 kvinder, der bærer burka eller niqab.«

»En kvinde, der bliver undertrykt, er en kvinde for meget,« siger De Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Nyborg.

»Vi vil øge presset internt i regeringen. Det er en vigtig prioritet for os,« siger hun.